Fortsæt til indhold

Herretøjsbutikken stopper mens legen er god

Ophørsudsalg hos Jesper i Hadsten

Samfund
Kian Johansen

“Jeg har valgt at stoppe min forretning, mens legen er god.”
Jesper Skyt Jensen har ejet herretøjsbutikken Jesper i Hadsten i næsten 10 år.
1. marts 2008 overtog han butikken fra Lars og Jette Tønning.
“Dengang var drømmen at have mit eget. Det gik godt i branchen,” husker Jesper Skyt Jensen, der har været ansat i herretøjsbutikken siden 1994.
“Jeg har forsøgt at drive den videre i deres ånd, og jeg har tilført tidens trends og de nye tiltag. Det var min butik. Kunderne skulle ikke mærke forskel på kvaliteten og servicen”, forklarer nu 50-årige Jesper Skyt Jensen.

Kvalitet, ikke pris, pris

Lige nøjagtig det med kvaliteten og ikke at gå på kompromis med den, er en stor del af årsagen til, at han vælger at lukke butikken og holde ophørsudsalg de næste par måneder. Det er ikke en konkurs, men rettidig omhu, kan man kalde det.
“Jeg vil gerne have, at min forretning har en vis kvalitet, service og at vi er serviceminded. Jeg vil ikke drive en forretning hvor det kun handler om pris, pris, pris. Det kan ikke lade sig gøre længere, hvis jeg skulle stå her alene. Jeg vil ikke drive en forretning der kun er baseret på at overleve, og derfor er drevet på en sådan måde at jeg går på kompromis med kvaliteten,” lyder det eftertænksomt fra den tidligere formand og nuværende kasserer i Hadsten Handel.
Den post er netop overdraget til formanden Hans Peder Hansen indtil generalforsamlingen senere i år.

Byens liv

“Jeg kommer til at savne byens liv, de gode kollegaer i Søndergade og i Hadsten Handel. Jeg har været i tæt kontakt med kunderne og det bliver svært at komme i gang med at sige farvel til det. Det her har jo været en del af mit liv i 24 år.”
Jesper Skyt Jensen har ikke talt timerne i sin butik, men et sted mellem 60 og endnu flere timer om ugen har det altid været. Det er blevet til to ugers sammenhængende ferie i de 10 år, han har drevet tøjbutik.
Han siger samtidig farvel til sin fastansatte gennem flere år.
“Det her er træls, ærgerligt og trist. Men jeg vil gerne sende et positivt signal. Jeg ønsker alt godt til byens handelsliv,” lyder det fra Jesper Skyt Jensen, der regner med at holde ophørsudsalg i godt tre måneder.
Hvad der derefter skal ske, ved han ikke endnu.
“Man kan vel sige, at jeg søger nye udfordringer,” lyder det med et forsigtigt smil.