Fortsæt til indhold

Far og søn fra Allingåbro håber på top-20

Samfund
John Pedersen

Masser af sne og et besværligt udfordrende vejrlig i øvrigt. Det er ønske-scenariet for far og søn, Henrik og Martin Møller-Nielsen, der stiller op som et af syv danske teams ved 86. udgave af Rally Monte Carlo Histporique.

Teamet fra Allingåbro har som hidtil bedste placering en 38. plads i det legendariske bilorienteringsløb og den satser de på at overgå her i 2018-udgaven, der for deres vedkommende starter i franske Reims sent om aftenen fredag 2. februar.

Henrik har deltaget fire gange før i det eksklusive felt af historiske biler, mens sønnen Martin er med som co-driver for tredje gang.

Men han er så også kun 21 - snart 22 - år gammel.

Sidste år blev han afløst af sin lidt yngre søster Malene, da han var optaget ef en række eksamener på sit historiestudie på universitetet. Første gang Henrik deltog i Rally Monte Carlo Historique var som co-driver for den daværende formand for Dansk Automobils Sports Union, Bent Mikkelsen.

Siden da har Henrik i øvrigt selv overtaget denne post.

I fjerde generation

“Og jeg fik så meget smag for dette helt specielle løb, at jeg bare måtte prøve igen”, fortæller Henrik Møller-Nielsen, der er ud af en ægte bilsportsfamilie.

Hans farfar - Aage Møller-Nielsen - var nemlig en af stifterne af Aarhus Automobil Sport i 1957 - ni år før Henrik blev født.

Hans far var også aktiv i bilorienteringssporten, ligesom hans hustru Anne i flere år var co-driver i team med sin mand.

Den VW Golf GTI årgang 1979 som far og søn kører i her i 2018, er i øvrigt den selvsamme automobil, som har taget turen de fire foregående gange med familien Møller-Nielsen i teamet.

For sønnen Martin handler det om at få den helt unikke oplevelse med endnu engang.
“Det er meget sjovt og en stor udfordring. Man skal være mentalt klar og omstillingsparat hele tiden”.

For de som tror, at det handler om at køre stærkt, så tager de helt fejl.

I den historiske disciplin udi bilorienteringssporten, som der her er tale om, gælder det nemlig om at køre de enkelte prøver så tæt som muligt på den tid, der på forhånd er fastsat som den ideelle.

“Som andenkører har jeg brug for en person, der hele tiden har styr på situationen og kan forudse, hvad der kommer næst efter”, fortæller Henrik, der ikke lægger skjul på, at til den opgave, så er det aktuelt hans søn og datter som han stoler allermest på.

“Det handler primært om at være på det rigtige sted på det rigtige sted”, konstaterer Henrik Møller-Nielsen.

Kortene studeres en ekstra gang hjemme på Elkjærslundvej i Allingbro for at være bedst muligt forberedt til årets absolutte højdepunkt. Foto: John Pedersen

Klar til 2358,7 kilometer

Inden dette års Rally Monte Carlo Historique, har bilen fået den helt store tur på værkstedet, hvor den har været skilt totalt ad og samlet igen, så den er klar til at klare de 2358,7 kilometer fra Reims og frem til målet i Monaco.

Med på turen og som en del af teamet er de to uundværlige servicefolk - Harald Søndergaard og Gert Mikkelsen - der begge kommer fra Herning-kanten.