Fortsæt til indhold

“Det Bette Hus” har vokset sig større

Samfund
John Pedersen

For et års tid siden, opstod der pludselig et nyt fænomen i Auning, nemlig “Det Bette Hus”. Toilettet - eller snarere lokummet - tilhørende den tidligere stationsbygning i Torvegade. Huset har levet en omtumlet tilværelse fra decideret lokum til grillbar, neglekontor og kontor og salgskontor.

Huset stod tomt i 2014 og her opstod ideen om “Det Bette Hus”.

“Et sted hvor byens borgere kunne booke sig ind og holde små arrangementer - meget gerne anderledes og halvskøre arrangementer”, fortæller Tommy Hjorth.

Desværre blev det ikke til noget i første omgang, men da huset igen var ledigt i 2016, slog bagmændene bag “Det Bette Hus” til og lejede sig ind.

En gammel drøm var blevet til virkelighed. Folk skulle lige lure, hvad pokker det nu var for et tiltag, men snart voksede interessen for huset.

Der blev stiftet en forening, hvor folk kunne støtte med 100 kroner om året og derved få retten til at benytte huset til arrangementer, såvel offentlige som private.

Det benytter mange sig af og i dag har foreningen mere end 130 støtter. ElroFonden valgte at støtte ideen med 15.000 kroner, ligesom flere virksomheder har støttet huset med sponsorater til inventar.

Huset har også skabt nye ideer, holdt jule- og forårsmarked i samarbejde med Kulturperronen. Sammen med Iben Simonsen og Karsten Laursen er arrangeret sommermarked i Auning midtby med mere end 40 stande.

“Krolf for rigtige mænd” er også skabt i “Det Bette Hus”, hvor det igen var Karsten Laursen, der fik ideen til at støtte huset på denne måde.

I huset har der også været udstilling af digte, pilefletterværksted, læseklub, spillecafe, ginklub, ligesom der er holdt et hav af møder med forskellige foreninger og arrangører.
2018 tegner allerede spændende.

En kvindeklub har booket huset en gang om måneden, ligesom en cykelklub har meldt sig på banen.

En kvartals-maratonklub har booket huset, naturligvis en gang i kvartalet. En ginklub har også meldt sin ankomst, ligesom der er foredrag på vej.

Byportalen og borgerforeningen holder sine møder i huset og en hundeklub skal bese huset - dog uden hunde.'

Senest har “Det Bette Hus” udgivet en lokal kunstners digtsamling. Bogen sælges nu til fordel for gode tiltag i byen. Men andre ord er “Danmarks mindste kulturhus blevet en realitet.

I år modtager støtteforeningen Bodia 1000 kroner. ligesom “Skånsom Motion” ved Alice og Bent Krog sammen med deres team har nydt en dejlig frokost i huset, ligesom enkelte private har fået besøg i julen.

“Alle sammen mennesker, som gør en forskel for os alle. Tak for det. En drøm blev til virkelighed og drømmen fortsætter i 2018 med endnu flere tiltag i og omkring ”Det Bette Hus”, konstaterer Tommy Hjorth.