Moderne vaskehal på "Fabrikken"
I løbet af det sene forår eller tidlige sommer, kan man som bilejer få vasket sin bil i en topmoderne vaskehal i Auning, der indrettes i den tidligere kartoffelmelsfabrik på Aarhusvej.
I efteråret blev den markante fabriksbygning købt af tre lokale iværksættere - Kenneth Andersen, Asger Korgaard og Jes Kruse Christensen.
Ved den lejlighed løftede de sløret for planer om at kunne indrette lokaler på førstesalen til skaterpark, parkouranlæg eller lignende aktiviteter for unge.
De tanker er stadig aktuelle men overhales nu af et konkret projekt, der omfatter en god del af fabrikshallen i grundplan.
Det er den venstre hal, der nu bliver indrettet med en topmoderne vaskehal, der vil fordoble vaskekapaciteten i Auning.
“Vi kommer til at bruge omkring syv meter i bredden og hele hallens længde,” fortæller Jess Kruse Christensen.
Indkørsel i vaskemaskinen bliver fra bagsiden af bygningen.
“På den måde kan vi lave et meget større område, hvor kunderne i vaskehallen kan foretage forskellige former for bilpleje under overdækning, så det er mere bekvemt i al slags vejr at forvaske sin bil, hvis man ønsker det”.
Man kommer til at køre ind i en slange, man følger hele vejen om til bilvasken.
Der bliver også to overdækkede carporte, hvor man både kan støvsuge sin bil og foretage vask af bilens måtter i en særlig vaskemaskine til det formål.
Miljørigtig bilvask
Jes Kruse Christensen fortæller, at der bliver tale om et topmoderne vaskeanlæg, der er miljø-optimeret, så det kun bruger omkring 20 procent af den mængde vand mange andre lidt ældre anlæg bruger.
Bilejerne vil kunne få ekstremt rene hjul, da anlægget er forsynet med både dysser og børster til hjulene.
Og så er der lagt ekstra vægt på tørring efter vasken.
Der bliver både ind- og udkørsel på bagsiden af bygningen.
Den nye vaskehal vil også kunne klare vask af varebiler og det er tanken, at tilbyde virksomheder en særlig rabat-ordning med vaskekort til en lidt større bilpark.
Udover at kunne tage lidt af presset af den eksisterende vaskehal på Vestergade i Auning, forventer de tre lokale iværksættere også at kunne tiltrække en del strøgkunder, der passerer Auning på deres pendling til og fra arbejde.
Museet bygger depoter
Der arbejdes videre med planerne for at indrette førstesalen til aktivitets-legeplads for byens unge.
Men før der kan komme realiteter i det projekt, skal der først foretages nogle bygningsmæssige forbedringer, der blandt andet omfatter adgangsforholdene til lokalerne på førstesalen.
De får dog vente lidt på sig, blandt andet fordi der i øjeblikket er god gang i en anden byggeplads på dele af den gamle kartoffelmelsfabrik, hvor Det Grønne Museum på Gl. Estrup er ved at opføre nye depoter og magasiner.