Fortsæt til indhold

Forfatterdebut med udlængsel og hjemsavn

Hans-Henrik Sørensen beskriver den dystre danske slavehistorie

Samfund
Simon Carlson

Hans-Henrik Sørensen er en rejselysten sjæl. Det aner man hurtigt, når man læser de første linjer i hans nye - og i øvrigt første - bog “Saligia”, hvor han levende beskriver solnedgangen set fra Sankt Croix. Han har selv set solnedgangen på De Vestindiske Øer mange gange, så det er ikke en tilfældighed, at handlingen i ebeltofterens forfatterdebut hovedsageligt er henlagt til de tidligere danske besiddelser i Caribien.
“Jeg har altid haft en enormt stor interesse for Dansk Vestindien, og den historie, vi har derovre. Jeg har besøgt øerne to gange, og der er virkelig mange steder, man føler det danske tilhørsforhold. Det har givet næring til en historie, jeg har gået med i hovedet i en del år, og nu har jeg fået skrevet den ned,” fortæller Hans-Henrik Sørensen.

Makaber historie

Bogens titel “Saligia” er et latinsk akronym for de syv dødssynder og følger præstesønnen Kresten Balder fra Borum ved Aarhus, som efter makabre begivenheder stikker af hjemmefra og havner på De Vestindiske Øer. Igennem Kresten Balders øjne oplever man den dystre historik vi i Danmark har som tidligere slavenation, og Hans-Henrik Sørensen fortæller med historisk belæg, hvordan slaveoprøret i 1733 startede og senere blev nedkæmpet på bestialsk vis.
“Der har hele tiden været noget at researche på, for romanen har været et historisk puslespil at lægge sammen. Der er selvfølgelig også fiktion med, men mange ting lægger sig tæt op ad faktiske begivenheder, for jeg ville gerne fortælle en historie om, hvor barske og frygtelige vi som danskere også har været,” uddyber Hans-Henrik Sørensen.

Historier på vej

Det er ikke helt nyt for den nyslåede romanforfatter at udgive bøger. Det har dog hovedsageligt været lærebøger, som den tidligere skolelærer har arbejdet med. Opsætning af bøger er imidlertid ikke fremmed for ham og bogens forsidefoto er da også et, hans selv har taget på en af sine rejser til De Vestindiske Øer, og arbejdet med løbende at se sine historier blive nedfældet på papir har da også tiltalt ham så meget, at nye fortællinger allerede er begyndt at indfinde sig.
“Jeg har allerede andre historier oppe i hovedet, som jeg godt kunne forestille mig at skrive. Men lad os nu lige se, hvordan det i første omgang kommer til at gå med den her,” griner Hans-Henrik Sørensen.