Legenden Johnny Cash i ord og musik
“Jeg kan huske, at jeg syntes, at Johnny Cash var lidt skræmmende. Han gjorde indtryk på mig. Selvom jeg ikke forstod teksterne, mærkede jeg tydeligt den mystik der omgav ham”.
Sådan beskriver Dennis Lydom sit forhold til den legendariske amerikanske country-musiker.
Torsdag 22. februar gæster han Allingåbro Hotel med sit koncertforedrag, hvor han kombinerer beretningen om “The Man In Black” med nogle af de kendte sange.
Publikum kommer på rejse med Johnny Cash fra starten af karrieren i 1955 til hans død i 2003.
Aftenen indledes med en let anretning kl. 18.
Selv om Dennis Lydom aldrig oplevede Johnny Cash mens denne var i live, så har han i den grad mødt legenden gennem musikken.
Dennis er født i 1975 og stiftede allerede som femårig bekendtskab med Johnny Cash.
Ja, faktisk er coveret fra “San Quentin-albummet” et af hans tidligste minder.
Og siden da er hans fascination af “The Man In Black” kun vokset.
Dennis Lydom spiller i dag Johnny Cash-musik i bandet “Johnny Horsepower.”