Fortsæt til indhold

Bøgehøj Storcenter slog dørene op i Ebeltoft

Elever fra Dansk Supermarked Group bød indenfor til den første af mange handelsdage, hvor der er mulighed for gode tilbud for kunderne

Samfund
Handel Af Tommy Loberg Jøns

Ebeltoft Der var nok at se til for de mange elever fra Danske Supermarked Group, der er i gang med den afsluttende del af deres uddannelse, da Bøgehøj Kursuscenter igen i år blev forvandlet til et storcenter i tre timer torsdag formiddag. Og der var masser af mennesker, der var på jagt efter gode tilbud, et par timers hyggelig shopping og chefer på besøg for at se nærmere på deres elevers arbejde. Eleverne, der kommer fra hele landet, har brugt en hel uge på kursuscenteret, hvor de gennem teori, øvelser og konkurrencer har skullet tænke kreativt for at give kunderne en god oplevelse og samtidig få solgt så mange af deres varer med den bedst mulige fortjeneste. Det kan netop være med til at give kunderne en rigtig god handelsdag, da priserne i løbet af de tre timer vil blive justeret, så der kan komme penge i kassen til den interne konkurrence blandt eleverne. Og eleverne tager øvelsen meget alvorligt. “Vi vil rigtig gerne vinde den her konkurrence, og derfor gør vi meget for at få så mange folk ind i butikken som overhovedet muligt. Vi skal fange folks opmærksomhed, og så er der samtidig mulighed for at lege med nogle forskellige ting, som vi måske ikke til dagligt kan prøve af i vores butikker. Her kan vi være lidt mere aggressive i vores jagt efter kunderne,” siger Louise Kirstine Jensen, der til dagligt er i Netto i Herning. Eleverne har selv fundet ud af, hvem der skulle være chef, stå for service, betjene kassen og meget andet. Og de skal selv tage initiativ til om, og hvornår prisen skal sættes ned. Men det er ikke kun eleverne, der får noget ud af de tre timer i det fiktive storcenter. Også chefer kan bruge de tre timer til noget. “Jeg vil da opfordre alle chefer rundt omkring i butikkerne til at kigge forbi, når de har elever med. Jeg ved, at eleverne ville sætte pris på det, og så er det samtidig også en mulighed for at kigge lidt på nogle af de unge mennesker, som i fremtiden kommer til at sætte standarden i Dansk Supermarked. Man kan hurtigt spotte de elever, som virkelig brænder for det her, og dem kan man jo så holde lidt øje med i fremtiden,” siger Steen Kristensen, butikschef fra Netto i Hjørring, der har fungeret som coach for eleverne. Næste gang, der åbnes op for butikkerne på på Bøgehøj Kursuscenter på Østerallé 56 i Ebeltoft er 1. februar. @Fakta.bjaelke:Fakta @Fakta.rub:Bøgehøj Storcenter Bøgehøj Storcenter har åbent på følgende torsdage: 1.februar, 8. februar, 22. februar, 1. marts samt 8. marts. Der er åbent for elevernes kolleger, familie, venner og besøgende fra lokalområdet i tidsrummet 10-13. Der er forskellige butikker samt mulighed for at spise mad fra delikatessen.

Det er eleverne selv, der bestemmer, hvordan varerne skal præsenteres og hvilken pris, der skal være på dem. Foto: Tommy Loberg Jøns
Delikatessen er altid et yndet sted, når man har gået rundt i butikkerne og kigget efter gode tilbud. Foto: Tommy Loberg Jøns
Butikkerne tager kun imod kontanter eller Mobilepay, så det gælder om at være forberedt som kunde. Foto: Tommy Loberg Jøns