Irske toner kommer til Pavillonen
Gruppen Young Dubliners giver koncert til april i Pavillonen
Grenaa Bandet Young Dubliners kommer til Pavillonen og giver koncert 5. april klokken 20. Det bliver en aften med hæsblæsende folk på den fede måde med energi og fede stemmer, skriver Pavillonen i en pressemeddelelse. Irsk-amerikanske Young Dubliners vender tilbage til Danmark efter en længere pause. Pavillonen er ét af ni udvalgte spillesteder i Danmark, der får besøg. De besøgte sidst Pavillonen som en del af Folkline i 2012 og er nu tilbage her seks år senere. “Vi forventer en storslået koncert, og én ting er sikkert: Man bliver betaget af den enorme power, som Young Dubliners viser på scenen. Og den energiske tilgang suppleres af stor musikalitet hos de fem bandmedlemmer, der med rødder i Irland og USA blander irske traditioner med amerikansk rockfornemmelse,” skriver Pavillonen i pressemeddelelsen. Bandet blev dannet i L.A. tilbage i 1994 med forsanger Keith Roberts som frontfigur. Han og bassisten Brendan Holmes stammer begge fra Dublin, mens resten af bandmedlemmerne er fra Los Angeles. Billetter til koncerten kan allerede nu købes, og det sker på www.pavillonen.dk. Kapp