Lokalt firma bliver stærkere i Europa
Ingeniørvirksomheden R&D med hovedsæde i Søften udvider deres internationale tilstedeværelse med nyt kontor i Berlin. Åbningen af kontoret sker som led i en strategisk plan om et stærkere fodfæste i Europa. Det er et ønske om en mere central placering i forhold til tyske kunder og det europæiske marked. R&D har længe undersøgt, hvor det vil være bedst at åbne en ny afdeling i Europa.
”Vi ønsker at øge vores tilstedeværelse inden for vind-, fly- og bilindustrien. Med det nye kontor i Berlin vil vi få muligheden for at skabe en lokal forankring i forhold til kunderne inden for de respektive industrier,” siger Axel Manøe Jepsen, administrerende direktør i R&D og fortsætter:
”Planen er at få etableret projektteams, som skal løse konkrete opgaver for kunderne. Med de lokale ressourcer vil vi få muligheden for at indlede et tættere samarbejde med kunden og målrette vores fokus yderligere, så vi fortsat kan skabe værdifulde resultater”.
Med det nye kontor har R&D nu kontorer i tre europæiske lande.