Direkte fra “Fængslet” til leder af "Det grønne Museum"
For 55-årige Anne Bjerrekær er det sådan lidt et omvendt spil Matador, efter hun har trukket et nyt og vigtigt kort i sit livs karriere-spil.
Men Anne skal ikke rykke direkte i fængsel. Tværtimod
Efter mere end 15 år som leder af Horsens Museum - og de seneste år aktiv i ledelsen af etableringen af det meget højt berømmede fængselsmuseum samme sted - er hun fra årsskiftet rykket nordpå for at overtage stillingen som direktør for Det Grønne Museum på Gl. Estrup.
Her afløser hun den daglige leder gennem 18 år, Peter Baunshøj, der fortsætter på museet i en stilling som inspektør.
For Anne Bjerrekær er Gl. Estrup og Djursland ikke en by i Rusland.
Hun er nemlig født og opvokset i Vorup og har haft sin skolegang i Randers med studentereksamen fra Randers Statsskole.
“Min mor bor der stadig og det samme gør to søstre, så jeg har jo til stadighed haft min gang på egnen”.
Smag for arkæologi
Det var i ungdomsskolen i Randers, at Anne fik smag for arkæologi og det blev styrket på statskolen, hvor hun havde en fantastisk inspirerende historielærer, Lars Peter Sørensen.
Det blev også til lidt feltarbejde med udgravninger sammen med museet i Randers, blandt andet ved Løvenholmskoven på Djursland.
“Hjemme havde min morfar også nogle gamle stenøkser, som jeg var meget fascineret af”, fortæller Anne, der efter nogle år i huset i Canada og på Færøerne, begyndte at læse biologi på universitetet.
Det valg traf hun ud fra en almindelig opfattelse af, at det var svært at få job og tjene til føden som arkæolog.
Men efter et års studier trak arkæologien alligevel så meget, at hun skiftede retning. Og siden kunne tage eksamen som cand. phil. i forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet.
Under sit studieforløb var Anne med på flere udgravninger for museer både på Færøerne, i Norge og hjemme i Danmark, så derfor tog studiet lidt længere tid at gennemføre men gav også lidt penge til en ung studerende.
Chef i Horsens siden 2002
“Og det gik jo egentlig okay med at få job”, konstaterer Anne Bjerrekær, der efterfølgende stiftede familie og fik en datter og gravede for forskellige jyske museer som projekt-ansat.
Efter nogle år søgte hun ind på Aarhus Universitet for at skrive sin ph.d.
Anne boede sammen med sin familie i Horsens og i det forløb døde den daværende leder af Horsens Museum efter kort tids sygdom.
“Jeg havde deltaget i flere udgravninger for Horsens Museum og tænkte, at den stilling var jeg bare nødt til at søge, fordi det var et utroligt spændende job”.
Det var i 2002 og Anne fik jobbet på det dengang traditionelle kulturhistoriske museum.
Siden da har Horsens Museum vokset sig større og udviklet sig i flere retninger, hvor også byens kunstmuseum er kommet med i den samlede pakke.
“Så jeg har ikke haft det samme job i de mere end 15 år i Horsens. Der er sket meget undervejs også i størrelse med et øget antal medarbejdere”.
Projektet med fængselsmuseet har fyldt rigtig meget i årene i Horsens.
Glad for at udvikle
I mere end en halv snes år har Anne arbejdet med det helt specielle fængsels-projekt med at omdanne en institution, som rigtigt mange i Horsens helst så jævnet med jorden, til at blive et museum, som man i i dag i byen er mægtig stolte over.
Og operationen er lykkedes i den grad, at “fængslet”, der blev åbnet for seks år siden, senest er blevet hædret med en fin hæder fra den engelske museumsverden som det bedste museum uden for England.
“Jeg er den type menneske, der rigtig godt kan lide at være med til at udvikle og skabe noget nyt. Så da stillingen her dukkede op, så tænkte jeg det skulle være, hvis jeg skulle prøve noget nyt”.
Og det var med ganske stor spænding hun gik til ansættelsessamtalerne og herefter måtte vente i stor spænding i tre -fire dage på at få det endelige svar.
“Jeg kendte jo godt til museet, men var lige en tur forbi som almindelig gæst og blev klar på, at det var lige mig. Og så søgte jeg og er superglad for, at det blev mig man valgte”.
LInjerne for fremtiden
Anne Bjerrekær er landet på Det Grønne Museum, der er en fusion mellem Dansk Landbrugsmuseum og Jagt- og Skovbrugsmuseet, der hidtil har haft til huse i Hørsholm.
Da selve den fysiske flytning er godt i vej og forskellige byggerier for samlet 45 millioner kroner er sat i værk, så er det implementeringen af alt dette og de nye udstillinger og linjerne for fremtidens museum på Gl. Estrup, som Anne Bjerrekær skal stå i spidsen for.
I denne tid er museet lukket for gæster, men til gengæld er der et stort antal håndværkere i gang med at bygge nyt og omforandre, så det “nye” museum kan stå klar til at tage imod publikum Skærtorsdag, 29. marts.