Klar til vinterkørsel
Sjovt nok bliver vi altid overraskede, når den første sne falder. I et interview i OK Magasinet giver racerkører John Nielsen sine bedste råd til vinterkørsel
Is i maven og en rolig hånd er det vigtigste, hvis man vil undgå uheld i glat føre. I alt fald, hvis man skal tro John Nielsen, som har været racerkører hele sit liv. Han har kørt alt fra gokart til supersportsvogne på Le Mans, så han ved, hvad der skal til for at redde en uforudset situation på vejen. Til OK Magasinet fortalte han, hvad han selv gør for at forberede sig til kørsel om vinteren.
”Når den første sne falder, finder jeg altid en tom parkeringsplads eller lignende, hvor jeg kører ud og leger i sneen, så jeg får en fornemmelse af, hvordan min bil reagerer. Måske har jeg også fået ny bil og skal lige lære den bedre at kende, men under alle omstændigheder er der behov for opfriskning hvert år. Man skal prøve at føle, at bilen skrider, bremser dårligere og tag også lige en snurretur med håndbremsen trukket. Mange har en fornemmelse af, at bilen måske vil vælte, hvis den pludselig kommer i skred. Det gør den altså ikke. Biler vælter normalt kun, hvis de rammer et eller andet i farten. Derfor er sådan et hårdt træk i håndbremsen godt at prøve. Det giver en god fornemmelse for bilens reaktioner. Det kan lyde som pjat og leg, men det er vigtigt, fordi det er med til at undgå panik, når der opstår en uforudset situation i trafikken,” siger racerkøreren.
John Nielsen fortsætter med at forklare, at når det er glat, er det vigtigste at holde hovedet koldt, lave forsigtige bevægelser og føle, hvordan bilen reagerer stille og roligt. Panik kan gøre, at man bremser hårdt op i stedet for at koble ud og styre med det vejgreb, der nu engang er til rådighed. Derfor er rådet med at prøve sin bil af på en tom plads en rigtig god idé.
Tænk dig om i svinget
Hvad skal der så specielt tænkes på, når man kører ind i et sving i vintervejr? ”Du skal altid holde god afstand. Og så skal du sørge for at få farten ned inden, du kører ind i svinget – ikke i svinget. Først når bilen igen kører lige ud, kan du begynde at accelerere.”
Det handler i det hele taget mest om at bevare overblikket, lade være med at gå i panik og vælge de bedste muligheder for at minimere ulykken. ”Det handler om hele tiden at arbejde på at blive bedre til at forudse de situationer, der kan bringe én i fare og til at kunne bevare roen til at træffe de rigtige valg”, slutter John Nielsen.
Gode tips til glatis
Her er et par gode råd fra en af de professionelle instruktører om kørsel på is i en forhjulstrukket bil:
1. Kobl ud, inden du skal dreje. Hvis det er rigtig glat, kan alene modstanden fra motoren (motorbremse) låse hjulene, og så kan du ikke dreje.
2. Giv aldrig gas, mens du drejer. Så mister dækkene grebet. Hvis du først begynder at skride, så forsøg i stedet at styre kontra.
3. Det handler om at bevare den smule vejgreb, der er, så alle dine bevægelser skal være blide.
4. Er der isglat, kan det være en idé at placere et hjulpar i sneen i vejkanten, fordi vinterdækkene får bedre greb her.
Generelle råd om vinterkørsel
1. Tjek vejrudsigten.
2. Læg mærke til tegn på rimfrost og kør forsigtigt.
3. Kør ikke før alle dine vinduer er fri for dug og is/sne.
4. Kør hjemmefra i god tid.
5. Husk solbriller - solen står lavt og kan blænde.
6. Husk der kan være ekstra glat ved viadukter, på broer, i kurver og for foden af bakker. Der kan også være glat på de dele af vejen, som ligger lavt eller i skygge.
7. Sørg for at have gode vinduesvisker, en ordentlig isskraber og rigeligt med sprinklervæske.
8. Sørg for vinterdæk med korrekt lufttryk.
9. Er der udsigt til kraftigt snefald, er det en god idé at medbringe sneskovl, varme tæpper og termokande med noget varmt at drikke.