TRIF Badminton klar til endnu et storstævne
Rønde Idrætscenter kan atter præsentere Danmarks bedste U17 badmintonspillere ved DM for ungdomshold i april
rønde Der er grøde i TRIF Badminton. Efter et vel overstået nytårsstævne med over 1000 spillede kampe, ser man frem mod et travlt forår. Klubben skal for andet år i træk være vært for Danmarks bedste U17 badmintonspillere, når TRIF Badminton i samarbejde med Rønde Høj- og Efterskole afholder DM for ungdomshold 14.-15. april. Her deltager de hold, der har kvalificeret sig gennem de regionale holdturneringer, og de godt 300 deltagere, der spænder fra Elite, over Mesterrækker og videre ned i A-, B- og C-rækker, vil fylde hallerne i Rønde Idrætscenter, på Rønde Efterskole og i Hornslet Kultur- og Fritidscenter. De fleste deltagere skal overnatte og spise de forskellige måltider i Rønde. Rønde Idrætscenter står for koordinering og bespisning. Sidste år diskede køkkenet op med flæskesteg med det hele til 230 spillere og over 100 ledere. Aldrig har Mogens Horne-Mortensen fra TRIFBadminton set så megen flæskesteg forsvinde så hurtigt. “Sidste år var en stor succes, Kolding fik overrakt førstepræmien i Eliterækken efter mange spændende kampe. Rønde Efterskoles hold i U15 A blev mestre i A-rækken, og vi håber at enten Efterskolen eller TRIFs egne hold kvalificerer sig til stævnet i år,” siger Mogens Horne-Mortensen.
25.000 fra PUK
TRIF Badminton og Rønde Høj- og Efterskole havde i forening ansøgt det nye PUK-udvalg om økonomisk støtte på 48.700 kroner til DM-stævnet til leje af hallerne, skiltning ved indfaldsveje, flagallé og overnatning på Rønde Skole. PUK-udvalget sagde god for at kaste 25.000 kroner fra Udviklingspuljen efter arrangørerne til halleje og markedsføring. Udviklingspuljens formål formål er fx. at medvirke til igangsætning og udvikling af nye tiltag, og derfor skal TRIF Badminton og Rønde Efterskole arbejde på at finansiere arrangementet på anden vis, såfremt de har planer om en reprise de kommende år.
Stærk ungdom
Det går generelt strygende for de unge badmintonspillere i TRIF. Stort set samtlige hold ligger nummer 1 i deres række. “Forklaringen er den iver og indsats, som spillerne viser til træning, der styres af Morten Skipperud og Rasmus Tophøj,” forklarer Mogens Horne-Mortensen. En række spillere har gennemgået en spillemæssig udvikling, som har betydet, at TRIF er godt repræsenteret i alle rækker, også individuelt. Specielt skal nævnes, at TRIF i år har fået fire Elitespillere: Magnus Rue Rasmussen i U19 Martin Andersen i U19 Oliver Bækgaard i U15 Kajsa Rue Rasmussen i U13 Endvidere er der mange, der er rykket i M-, A- og B-rækker. Inden der afholdes DM, gælder det Kommunemesterskabet i starten af februar samt TRIFs eget Påskestævne med 5-600 deltagere. Det kører over tre dage 26.-28. marts.
Unikt samarbejde
“Succesen skyldes flere ting, først og fremmest de ildsjæle, der bruger mange dage og aftener i hallerne på at organisere og køre stævner og træning. Derudover drives den af det udbredte samarbejde, der er mellem TRIF Badminton og Rønde Høj- og Efterskole,” siger Mogens Horne-Mortensen. TRIF og Rønde Høj- og Efterskole samarbejder ved stævner, og Rønde Høj- og Efterskole stiller plads til rådighed for træning, hvis Rønde Idrætscenter er booket til anden side. “Ikke mindst har vi et samarbejde på seniorsiden, hvor TRIF og Rønde Høj- og Efterskole stiller tre fælleshold. Dette har været så stor en succes, at vi i dag har et hold i kval-rækken, et hold der ligger øverst i serie 2, samt et hold, der ligger i toppen af serie 3.”