Folk finder frem til Meny selv om Hovedgaden er lukket
Hullerne er lukket og tidsplan holder
Siden august har Hovedgaden i Låsby været spærret, mens Skanderborg Forsyning har været i gang med at lave en klimasikring og renovering af kloaknettet.
Siden nytår har den sidste del fra Meny til Århusvej været lukket for gennemkørsel, og ved Århusvej er der sat et omkørselsskilt op til Meny, byens eneste supermarked.
LÆS OGSÅ: Vestergade kan nu kalde sig vandvej
“Det har ikke været mærkbar på vores omsætning, at de efter nytår lukkede det sidste stykke af Hovedgaden, selv om den største del af vore kunder kommer ad den vej og skulle på en lidt større omvej,” siger Meny-købmand Martin Bødker.
“Det havde måske set anderledes ud, hvis vi havde endnu en dagligvarebutik i byen. Men det er trods alt de færreste, der kører til en anden by for at handle, fordi de skal køre en lille omvej. Før vejarbejdet startede i august, var benzintanken også åbnet. Jeg tror, den er med til at holde nogle kunder hos os,” siger han.
Lige nu glæder han sig til, den store opgravning i sidste del af Hovedgaden er ovre, så der igen kan passere biler. Og at den del af gaden snart gøres færdig. Sidst i uge seks begynder der at blive sat kantsten og i uge syv er det planen af lægge asfalt. De to sidste uger i februar laves der fortove. Så mangler der kun ganske lidt tilpasning.
Anden etape mellem Kirkevej og Sorringvej laves senere i år.