Anna Thygesen gav Favrskovs firmaer det glatte branding-lag
Festlig og bramfri nytårskur i Favrskov Erhvervsråd. PFA-sagens kronvidne Anna Thygesen fortalte om branding, mens der blev netværket
Grinene og smalltalken spredte sig ofte i mødesalen hos landbrugsrådgivningsfirmaet LMO i Søften onsdag, præcis en måned efter jul. Den altovervejende årsag til grinene var et oplæg af kommunikationsspecialist Anna Thygesen der med egne ord “var kendt som hende blondinen der drak drinks i solen og ikke anede en skid”.
Kronvidnet i PFA-sagen, der betød svindel for godt 4 milliarder, fortalte under Favrskov Erhvervsråds nytårskur 128 erhvervsfolk, byrådspolitikere og ledende kommunale embedsfolk fra Favrskov, hvordan hun gennem hårdt arbejde fik vendt sit eget personlige brand fra at være “hende blondinen” til at være en skarp, velfomuleret og bramfri kommunikationsrådgiver, med speciale i krisesager.
“Jeg har ligesom prøvet det på egen krop og fandt ud af, at Ekstra Bladet og BT var bedre til at håndtere sagen end for eksempel Børsen og de andre dagblade,” lød det fra Anna Thygesen, der med sine yderst bramfri tone fik grinene frem flere gange hos de velklædte erhvervsfolk fra hele Favrskov.
En fixer med mening
“Jeg blev sådan en fixer, jeg er kendt for at sige min mening”, lød det med den 52-årige foredragsholders lidt skarpe stemme, der ikke havde problemer med at råbe en sal op, først uden mikrofon. Da hun efterfølgende fik en monteret af Favrskov Erhvervsråds projektrådgiver David Tuan Anh Nguyen, lød det hjerteligt og med en bred mundvigstrækning: “Det er altid en god måde at starte lidt skævt, for så kan det ikke gå værre og du gør dig bemærket.”
Derefter gik hun i lag med alle de floskler man som virksomhed pynter sig med.
“Vi kommer til tiden. Hvad er det for noget pis at fortælle kunderne, selvfølgelig gør du det. Og det gør alle dine værste konkurrenter sgu da også.”