Fortsæt til indhold

“Udlicitering ikke en religion”

Syddjurs borgmesteren afviser, at udliciteringsprocenten udtrykker, om en kommune er effektivt drevet eller det modsatte

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det får ikke Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) til at fare i harnisk over, at Norddjurs Kommune lader private virksomheder løse langt flere opgaver på det tekniske område end Syddjurs Kommune i følge Dansk Byggeris beregninger.

"Man skal være klar over, at Dansk Byggeri og andre brancheorganisationer udtaler sig ensidigt i forhold til udlicitering og altid forudsætter, at det vil give en gevinst, hvor mange kommuner på forskellige områder også oplever det modsatte, når vores egne enheder byder med på licitationer," siger Claus Wistoft.
Læs også: Udlicitering: Fortsat potentiale i Norddjurs - og endnu mere i Syddjurs

Han nævner, at Syddjurs Kommunes egen materielgård tit deltager i en udbudsrunde med private firmaer på forskellige entreprenøropgaver og snerydning og jævnligt står tilbage som vinder.

"For mig er udlicitering ikke en religion men et værktøj, som kan vende begge veje," understreger borgmesteren.

Ikke udtryk for effektivitet

Claus Wistoft ser ikke udliciteringsprocenten som et udtryk for, om en kommune er effektivt drevet eller ej.
"Jeg har ikke sat mig ind i Dansk Byggeris regnestykker," siger borgmesteren.
"Jeg anerkender, at kommunerne hver eneste dag skal blive mere effektive, men jeg har generelt ikke den store tillid til Finansministeriets eller andres regnestykker, når det gælder kommunernes drift, se nu bare senest beredskabsmodellerne," siger han med henvisning til det nuværende uløste skisma vedrørende de nye, større kommunale beredskaber, hvor Beredsskabstyrelsen har underkendt det budget, som Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner har skruet sammen efter pålæg fra tidligere finansminister Bjarne Corydon (S), som snart er over alle bjerge.
"Vores økonomichef beregnede i forbindelse med de sidste budgetforhandlinger, at Syddjurs Kommune nu leverer 6-7 procent mere i service for hver krone end for seks år siden," bemærker Wistoft, der trods sit erklærede liberale sindelag (liberal i politisk forstand, red.), igen-igen understreger, at udlicitering af kommunale opgaver ikke er GUD for ham.

"På områder som rengøring og plejehjemsdrift har vi måttet hjemtage opgaver, fordi private firmaer ikke leverede den aftalte vare, så igen, udlicitering er for mig et værktøj til at få efterprøvet, om vores drift er okay, og det har vi heldigvis fået konstateret, at den er."