To bogstaver er hurtigere end tre
Renault vil skræmme en hel GTI-verden med den hurtigste udgave af Megane. Med 280 heste fortjener den en bogstavkode, der er hurtigere end GTI, nemlig R.S. Og alligevel kan bilen stadig hente ungerne henne på fso’en
Den holder lige der; den nye Renault Megane med de to ekstra bogstaver, R.S. Ingen i hele verden vil tage fejl af en almindelig Megane og så denne her. For R.S. er bredere, den er fladere, der er spoilere til overflod – og dertil store hjul, 19 tommer enorme. Plus fem døre i øvrigt. Men det er det, kunderne vil ha'! konstaterer Renault, og ser ikke ud til at bekymre sig om, at biler af denne type har været 3-dørs siden den første af sin art, Golf GTI fra '76.
Døren er smækket. Højre finger har ramt den store knap, hvor der lige så godt kunne stå ”action.” Inden jeg har trukket fingeren til mig, svarer udstødningen igen med en stille knurren. Den er der!
Ud fra hotellet hvorfra denne første test foregår. Op og ned ad bjergveje. Senere rundt og rundt på racerbanen Jerez. Lyder det bekendt? Sikkert, Spaniens Formel 1-Grand Prix har tidligere været kørt netop her.
Bedøm selv
Kan Megane R.S. så leve op til en verdenspræsentation bl.a. på en Formel 1-bane? Hør her og bedøm selv:
Acceleration: Med manuel gearkasse er det lige ved at være for let at starte med hjulspin. Med dobbeltkobling gør den selvfølgelig ikke den slags: Til gengæld gør launch-control bilen i stand til at ramme den hurtige accelerations-tid på 5,8 sek. når som helst.
Bjergsving, som her i området, og alle andre sving ude på vejene: Kør bilen i det køreprogram, der hedder Neutral – her er der hele tiden godt med greb. Klik den så over i programmet Sport. I Sport tillader elektronikken ret så store udskridninger. Og ja, vi oplevede nogle af de store. Men det er prisværdigt, at bagenden lige skrider en kende ud, når køreren letter speederen. Så længe den kun gør det i programmet Sport – for da ved køreren jo, at han eller hun spiller op.
Og inde på Formel 1-banen og her i programmet Race med al elektronisk hjælp slået fra: Høj fart med perfekt greb og balance. Slet og ret.
Så svaret på spørgsmålet er derfor: Ja, ”oui!” – franskmændene har skabt en bil, der kan leve op til at blive præsenteret på et stykke asfalt med Formel 1.