Fortsæt til indhold

“Vi skal have mere kultur til Aarhus V”

Den 61-årige byrådspolitiker Hüseyin Arac (S) vil i de kommende fire år især arbejde for at give Aarhus V et bedre ry

Samfund
Af Louise N. Burmeister

Med udsigt til betonblokke og Karen Blixens Boulevard har Hüseyin Arac (S) sin arbejdsplads i et lille, åbent kontorlandskab på Gellerup Bibliotek.
Den 61-årige socialdemokrat, der netop har taget hul på sin femte periode i Aarhus Byråd, er til daglig rådgiver hos folkeinformationen på biblioteket.
Her kan alle møde op og få råd og vejledning i mødet med det offentlige.
At hjælpe mennesker ser den garvede politiker også som sin vigtigste opgave i byrådet. Og i Aarhus Vest handler det især om at nedbryde fordomme.
“Vi skal have det dårlige image væk. Der er nogle få mennesker, der ødelægger det for de mange. Jeg har aldrig oplevet at blive chikaneret i området. Det er i virkeligheden et fredeligt sted,” siger Hüseyin Arac.
LÆS OGSÅ: Kristian Würtz: "Jeg vil arbejde for en letbanestation i Brabrand"

Han mener, at en af måderne at få skabt et bedre ry på er, at man mødes mere gennem kultur og sport.
“Som det er nu, så er der for få i Aarhus Vest, der deltager i kulturelle events og i sport. Det skal vi have ændret. Vi skal have mere kultur til området, og så skal fritidspasset gælde for alle,” mener politikeren.
Fritidspasset giver i dag gratis medlemsskab til foreninger for børn og unge fra økonomisk trængte familier.
“Det vil helt sikkert have en effekt, hvis man gjorde det tilgængeligt for alle.”

Flere arbejdspladser

Derudover vil han arbejde for at endnu flere offentlige arbejdspladser kommer til området.
“Når staten flytter arbejdspladser til Aarhus, så bør man placere dem i Aarhus V. Det vil betyde at flere ressourcestærke familier vil bosætte sig i området,” mener han.
LÆS OGSÅ: Politiker vil stoppe vanvidskørsel: "Fjern to spor på Silkeborgvej"

Også fysisk vil han gerne have det vestlige Aarhus knyttet bedre til resten af byen. “Gellerup ligger lidt om en ø herude. Forslag om at bygge bro henover Ringvejen vil helt sikkert få min opbakning. Det vil smelte byen bedre sammen,” siger Hüseyin Arac, der kom til Danmark fra Tyrkiet i 1972.

Cirkus og musikhus

Han er nu blevet næstformand i Kulturudvalget. Et udvalg han ellers ikke har siddet i.
“På den måde kører man ikke fast i arbejdet, selvom jeghar siddet i byrådet længe. Der opstår hele tiden nye ting.”
Han har altid bestræbt sig på at komme ud til de mennesker, beslutninger handler om.
For eksempel besøge væresteder, da han var formand for Socialudvalget. I fremtiden vil man møde ham både hos Cirkus Tværs og i Musikhuset.
“Dialogen er så vigtig. Teorier og statistik kan være fint. Men det er i mødet med de mennesker, der har problemerne, at man finder de bedste og mest holdbare løsninger.”