8.b fra Lillerød Skole er Danmarks bedste klasse til at lave avis
Klassen har vundet landsfinalen for Avisen i Undervisningen for 8.-10. klasser
Lillerød Skoles 8. årgang har klaret sig fantastisk flot i konkurrencen Avisen i Undervisningen: 8.b kan kalde sig Danmarsmestre i at lave avis, idet klassen har vundet landsfinalen i kategorien for 8.-10. klasser. Finalen havde deltagelse af cirka 30 andre klassefinalister fra hele landet.
Men her stopper det ikke: Også nummer to i landsfinalen er en 8. klasse fra Lillerød Skole. Og endnu en 8. klasse fra skolen vandt sin indledende konkurrence.
Til en start havde 8.b kvalificeret sig til finalen ved at vinde konkurrencen hos Berlingske Tidende, mens 8.c vandt i regi af Kristeligt Dagblad og 8.a sejrede i den konkurrence, Frederiksborg Amts Avis havde søsat.
Med sejren til 8.b følger 25.000 kr. til klassekassen. Pengene overrækkes på Københavns Rådhus 21. januar. Triumfen blev fejret på behørig vis, da den fornylig blev kendt, idet skolen sponsorerede kage og sodvand til 25 feststemte elever og tilhørende lærere.
Og 19. januar kom også Allerøds borgmester, Jørgen Johansen, forbi - med flødeboller og store roser. Borgmesteren fremhævede det fantastiske i, at hele tre 8. klasser havde udmærket sig så fornemt.
8.b’s vinderavis hedder ‘Sporenstrengs’ og beskæftiger sig med det overordnede tema, der blev meldt ud i konkurrencen, nemlig ‘spor’.
“Vi startede med en stor brainstormning, og derfra tog det form,” fortæller tre af eleverne, Nicolai Andreasen, Sofie Rømert og Julie Eriksen.
8.b’s avis har mange spændende artikler. Forsiden er domineret af en historie med overskriften: “Jeg skal være rumlandmand”. Det handler om Mars One projektet, der vil skabe en menneske-koloni på Mars. Her har eleverne blandt andet talt med Christian Knudsen, der er blandt de sidste 100 i kapløbet om at komme med i projektet, ligesom de har talt med Danmarks første mand i rummet, Andreas Mogensen.
Formand for dommerkomitéen, tv-vært og foredragsholder Emil Thorup, udtaler om 8.b’s avis:
“Sporenstregs bærer først og fremmest præg af seriøsitet og grundighed. Ikke alene har klassen fået hul igennem til både spændende og prominente kilder. De har også brugt dem med næsten professionel standart. Resultatet er en indholdsrig avis, der bringer sin læser vidt omkring og med flere pletskud indenfor årets tema spot on rammer tendenser, som berører en bred skare af læsere.”
“Vi synes, at vi har lavet en god avis, og vi var glade for at vinde den første del af konkurrencen. At vinde det hele havde vi ikke regnet med, så vi blev overraskede og meget, meget glade,” siger Nicolai, Sofie og Julie, der godt ved, hvad pengene skal bruges til:
“Vores lejrskole er jo sparet væk, men nu kan vi få én alligevel. Og vi taler om at tage til Berlin.”