Væksthusets indtog kan godt betyde exit Udviklingsparken
Syddjurs Udviklingspark i Mørke går et afgørende år i møde, erkender bestyrelsesformand
?Efter nogle turbulente år med en hård opstart, to direktørskift og skrantende økonomi valgte Syddjurs Byråd i efteråret 2015 reelt at trække tæppet væk under Den Erhvervsdrivende Fond Syddjurs Udviklingspark med base i de tidligere Milliken-lokaler i Mørke, der blev stiftet i 2013 - under ståhej - som en afløser for den succesrige Rosenholm Udviklingspark på Sortevej i Hornslet.
Byrådet sagde nej tak til, at lade Syddjurs Udviklingspark/Syddjurs Erhverv fortsætte med at levere erhvervsservice til iværksættere og etablerede virksomheder, fordi politikerne fandt den forhøjede pris, cirka halvanden million kroner, alt for pebret.
Politikernes nej betød, at Udviklingsparkens bestyrelse med det samme opsagde sit personale.
Læs også:
Syddjurs: Væksthuset skal sparke gang i væksten
Erhvervsliv: Syddjurs Udviklingpark - udlejningsvirksomhed med salg for øje?
Erhvervsliv: Udviklingsparken i Mørke vånder sig
Erhverv: Syddjurs Udviklingspark har opsagt sin mastermind
Erhverv: Sidste nat med kliken for Syddjurs Udviklingspark?
Erhvervsservice: Tilbud til Syddjurs Kommune fra tidligere erhvervschef
Fyring af erhvervschef: Tilliden var gået fløjten
Erhverv: Erhvervschef for Syddjurs Udviklingspark opsagt
Christian Gøthche i spidsen for Syddjurs Udviklingspark
Væksthuset bød ind
I stedet vedtog byrådet at sende erhvervsserviceopgaven i udbud, og det reagerede Væksthus Midtjylland ikke overraskende på, som den eneste.
Derfor kunne borgmester Claus Wistoft (V) ved kommunens årlige nytårskur forleden præsentere Væksthus Midtjylland som ny leverandør af erhvervsservice, gratis rådgivning og støtte til iværksættere og virksomheder, i 2016 og 2017. Aftalen koster kommunen 500.000 kroner årligt - dog lidt mindre i det første år. ?
Til sammenligning har Syddjurs hidtil betalt 750.000 kroner årligt til Syddjurs Udviklingspark/Syddjurs Erhverv i 2013, 2014 og 2015. Claus Wistoft (V) siger til Lokalavisen, at Væksthus Midtjylland vil levere samme erhvervsservice som Syddjurs Udviklingspark/Syddjurs Erhvervs, selv om prisen er 250.000 kroner billigere pr. år.
“De 250.000 kroner, vi sparer, skal i stedet bruges til at at give vores Team Erhverv og Vækst på rådhuset en højere status,” siger borgmesteren, der ser Væksthusets indtog som en god løsning.
“Væksthuset har udpeget tre konsulenter til at løse opgaven, og de får adresse i kommunen, men det er endnu uafklaret, hvor det bliver,” siger Claus Wistoft.
“Nogle svagpissere”
Formand for Syddjurs Udviklingspark, Ole Brus Sørensen, indehaver af Snedkergården A/S i Basballe, falder ikke i svime over, at Væksthus Midtjylland nu overtager erhvervsserviceopgaven.
“Nej, det gør jeg ikke. Politikerne har valgt en løsning, som mange andre kommuner, og fint nok med det, men nærheden forsvinder,” siger Ole Brus Sørensen, der nu sammen med resten af bestyrelsen skal bruge tid på, at gøre Udviklingsparken “lækker”, som han formulerer det.
“Det er aftalt i bestyrelsen, at vi det næste halve år bruger krudt på at leje kvadratmeter ud frem mod Danmarks Jægerforbunds udflytning fra Mørke til deres nye byggeri ved Kalø senere på året.”
Udviklingsparken holder årsmøde i marts, og her vil man gøre status.
“Jeg har før udtalt, at politikerne er 'nogle svagpissere', når de ikke tør satse på, at Udviklingsparken med tiden kunne blive et aktiv for kommunen, og det står jeg ved. Når vi ikke længere skal løse erhvervserviceopgaven, men kun være udlejningsvirksomhed, har jeg og andre i bestyrelsen ganske enkelt svært ved at få øje på en fremtid for Udviklingsparken.”