På design-rov i Horsens
Tirsdag har tyve, der målrettet går efter designmøbler, igen været på spil.
Det oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Ved en landejendom på Uthvej var der klokken 09.27 ukendte gerningsmænd, der knuste en rude i fordøren og skaffede sig adgang til huset. Herfra klippede de ledningen af tre PH Pendel lamper. De var alle model 3/2 Opal. Der er videoovervågning ved ejendommen, som politiet nu gennemgår.
En villa på Grusdalsvej i Egebjerg fik også uventede gæster tirsdag mellem klokken 08.45-17.30. Her blev et vindue opbrudt og fra villaen blev der stjålet en Arne Jacobsen Svanen stol i sort læder, en guldkæde, seks ure af mærkerne Festina, Tissot, Hilfiger og Conrad. Dernæst blev der også stjålet et par Louis Vuitton solbriller, Beats by Dre høretelefoner og kontanter.
"Vi ser med alvor på indbruddene og har folk på sagerne," siger Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti