Smeden Jonah til Favrskov
Bandet Jonah Black- smith lagde Danmark og noget af Canada for deres fødder på sommerens festivaler, og musikanmelderne dryssede stjerner og hjerter over hele linjen. I december måtte deres københavnerkoncert flyttes fra Lille til Store Vega.
1. februar klokken 20 kan en trioudgave af Jonah Black- smith så opleves i Inside i Hammel. Det bliver en helt anderledes koncert end dem, man er vant til, når man hører Jonah Blacksmith, fortæller Inside i en pressemeddelelse. Det bliver en mere forenklet og intim oplevelse i form af en triokoncert, hvor Simon og Thomas Alstrup har Jon Kjeldsen med som tredjemand. Setuppet er nedbarberet, men der bliver ikke skruet ned for hverken gode sange, hygge og nærvær, eller for skæve anekdoter og ditto smil.
Sangene fra bandets to albums tager afsæt i det personlige og vedkommende, kredser om de ting man er rundet af, dem man elsker og frygten for at miste hinanden og sig selv.
Kulturhuset Inside ligger på Dalvej 1 i Hammel. jbe