Lokale skoleelever dystede til Naturfagsmaraton
uddannelse I sidste uge blev der for tredje år i træk holdt Naturfagsmaraton i Norddjurs Kommune. Det foregik i Grenaa Idrætscenter, hvor 5. og 6. klasser fra Allingåbro Skole, Auning Skole, Rougsøskolen, Vestre Skole og Ørum Skole deltog. Naturfagsmaraton er landets største naturfagskonkurrence og er et undervisningsforløb til 5. og 6. klasser i hele landet. Både elever og lærere får erfaringer med undersøgende og praktisk undervisning, der har til hensigt at øge elevernes interesse i og motivation for at lære mere om naturfag og teknologi.
Forberedelse til et event
Som en del af Naturfagsmaraton skal eleverne arbejde med opgaver hjemme på skolen i 12-20 lektioner. Opgaverne er forberedelse til et event i foråret, hvor op til 24 lokale klasser dyster mod hinanden om, hvem der har de bedste løsningsforslag og logbøger.