Pigernes mål tæller dobbelt til Bodegacup
Der er lagt op til ædel kappestrid med plads til sjov, hygge og ballade til den traditionsrige Bodecup i Mørke Idrætscenter på lørdag
Ved udgangen af indefodboldsæsonen byder Mørke Idrætscenter lørdag op til Bodegacup med 24 hold tilmeldt den muntre turnering med vægt på hygge, sjov, gensyn, samt en masse fodboldspil på halgulvet.
“Bodegacup er en tradition i Mørke, som går tilbage til år 2000. Det er en turnering, som sætter hyggen og det sociale samvær i højsædet, samtidig med at deltagerne jo er sportsfolk, som godt vil vinde i den sidste ende,” siger centerleder Lene Munk Gravesen.
Hun ser frem til en travl dag, for turneringen starter kl. 10.30 og vinderen forventes først kåret omkring kl. 20.30.
“Jeg vil sige, at publikum og nogle af spillerne tørster ikke, for det er en festdag, som for mange også er en mulighed for gensyn med gamle venner ligesom man kender det fra halballer i juledagene andre steder,” siger Lene Munk Gravesen.
Udklædte hold
Det er helt overvejende hold fra primært oplandet og Djursland, som deltager i Bodegacup.
Uhøjtideligheden understreges af, at holdene opfordres til at være udklædt - også på banen, ligesom man opfordrer holdene til at have piger med som spillere.
“Turneringen bliver afviklet efter de gældende regler for indendørsfodbold. Dog med den ene undtagelse, at mål, som bliver scoret af piger, tæller dobbelt. På den måde kan et hold jo hurtigt få flere mål end modstanderen ved at have en eller flere piger med på holdet,” siger Lene Munk Gravesen, som flere år har set flere pigehold, som har været udklædt blandt deltagerne.
“Vi kårer det bedst udklædte hold til stævnet og belønner vinderen med fire kander øl og en bane i en time i Grenaa Bowlingcenter,” siger Lene Munk Gravesen.
Kun for voksne
Til Bodegacup må de unge talenter stå over, for der er krav til at spillerne på holdene skal være over 18 år.
“Bodegacup er som navnet antyder en sjov og festlig dag. Vinderholdet får 750 kr., 1 flaske spiritus og vand til, og T-shirts med guldtryk. Desuden får vinderholdet to baner i en time i Grenaa Bowlingcenter, sponsoreret af bowlingcentrets ejer Glenn Simonsen. Så det er et hyggeligt fodboldstævne for voksne,” siger Lene Munk Gravesen.