Meilvang kommer ikke uden om Grønlund
Liberal Alliances Jens Meilvang kan ikke selv afgøre, om han kan indkalde en stedfortræder
?Hevring Ådal-projektet skal nu i høring frem til 6. april 2016, og kort tid herefter kommer det endelige forslag om at sige ja eller til nej til projektet på kommunalbestyrelsens dagsorden.
Som tingene udviklede sig torsdag aften og med alle mand på stolene, falder vindmølleprojektet til sin tid, fordi stillingen sandsynligvis bliver 12-12. Ved stemmelighed falder forslaget.
Lokalavisen spurgte i en pause under torsdagens kommunalbestyrelsesmøde tre af de fire medlemmer af kommunalbestyrelsen, der er erklæret inhabile: Torben Jensen og Olaf Krogh Madsen, begge Borgerlisten, og Liberal Alliances Jens Meilvang, om de vil indkalde suppleanter til den afgørende afstemning.
Jens Meilvang: "Det er partiets beslutning, ikke min egen, og partiet har sagt nej til at indkalde en suppleant, så det sker ikke for mit vedkommende."
Grønlund på linjen
Lokalavisen har spurgt kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, om det er efter bogen, at Jens Meilvang henviser til partiet og ikke selv beslutter, om der skal indkaldes en stedfortræder?
"Man kan sige, at det mere indirekte er partiet der afgør det, da det er forskelligt, hvordan de enkelte partier har deres beslutningsproces. Årsagen til, at Jens Meilvang siger sådan, er, at vi havde sagt til ham, at det var kandidatlisten som afgør det, og det kan jo også opfattes, som dem som står bag listen," skriver Jesper Kaas Schmidt i et svar til Lokalavisen.
"Vi har nu undersøgt og præciseret, hvordan det skal forstås efter reglerne. Det er dem, som er valgt på kandidatlisten som afgør, om der skal indkaldes stedfortræder, og ved Liberal Alliance er det Jens Meilvang og Harald Grønlund (vindmøllemodstander, red.), som afgør det. Selvom sidstnævnte ikke er med i Liberal Alliance mere, men han er valgt på listen.”
“Hvis det står lige, bliver der ikke indkaldt en stedfortræder. Jens Meilvang har ret til at deltage i beslutningen om, der skal indkaldes en stedfortræder, men han kan ikke selv beslutte, om der skal indkaldes en stedfortræder. Nogle partier vælger at involvere deres partiorganisation i denne beslutning."
Borgerlisten heller ikke
Heller ikke Borgerlisten er til sinds at indkalde stedfortrædere.
Torben Jensen: "Borgerlisten indkalder ikke stedfortrædere, som det ser ud nu. Det kan måske kun blive aktuelt, hvis den sundhedsredegørelse, som vi venter på, foreligger til den tid."
Den sundhedsredegørelse, som Torben Jensen henviser til, blev i sin tid sat i søen af daværende Sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag. Den skal undersøge de helbredsmæssige konsekvenser for naboer ved at bo tæt på store vindmøller.
Undersøgelsen udarbejdes af Kræftens Bekæmpelse og var egentlig forventet færdig.
Den fjerde, der er erklæret inhabil, når Hevring Ådal-projektet er på dagsordenen, John Saaby Jensen (S), får en stedfortræder ind til den afgørende afstemning.
Blot skal Socialdemokraterne huske at indkalde den rigtige: Søren Mogensen.