Markant færre metalarbejdere går ledige i Østjylland
Fra december 2014 til december 2015 faldt ledigheden blandt metalarbejderne i området fra 4,3 procent til 3,1 procent
Ledigheden blandt metalarbejdere fortsætter med at falde i Metal Østjylland, som dækker over områderne omkring Aarhus, Randers, Grenå og Ebeltoft.
Fra december 2014 til december 2015 faldt ledigheden blandt metalarbejdere således fra 4,3 til 3,1 procent, viser nye tal fra Dansk Metal.
I faktiske tal havde Metal Østjylland i december 2014 316 fuldtidsledige metalarbejdere. I december 2015 var det tal faldet til 225 – en tilbagegang på 92 ledige.
Metal Østjylland er dermed den metalafdeling i Region Midtjylland, som har oplevet det største fald i antal ledige, viser statistikken.
Et udtryk for, at virksomhederne i Østjylland har fået mere puttet i ordrebøgerne.
Faldende ledighed gør det også nødvendigt at råbe vagt i gevær, fordi konkurrencen om arbejdskraften bliver tilsvarende større.
"Vi gør allerede meget for at opkvalificere de ledige, så de har de certifikater, virksomhederne efterspørger. Men virksomhederne står også selv med et stort ansvar for at sikre morgendagens arbejdskraft, så hvis der fortsat skal være industri i Østjylland, skal virksomhederne simpelthen tage flere lærlinge ind," siger Finn Andersen, afdelingsformand i Metal Østjylland.
På landsplan er ledigheden blandt metalarbejdere blot 3,7 pct. i december 2015 – det laveste niveau siden 2009.