Fortsæt til indhold

12-årige William får landsholdsdebut

Samfund
Danni Paulsen

Der venter 12-årige William Kryger Boe en oplevelse for livet i den kommende weekend.
Det unge badminton-talent fra Odense Badminton Klub er nemlig blevet udtaget til det danske U13-landshold, og i weekenden får han skal han for første gang repræsentere sit fædreland.
Sammen med 11 andre danske ungdomstalenter drager han til Milton Keynes i England, hvor der skal spilles officielle landskampe i en turnering mod de bedste spillere fra Storbritannien.
Og William Kryger Boe får i den grad nogle landsholdsminutter i benene, for han skal både spille single, herredouble og mixed double.
”Jeg håber at jeg kan spille godt, og at det bliver en god tur. Det bliver spændende at spille i et andet land, og det bliver sjovt at bo sammen med de andre landsholdsspillere," udtaler William Kryger Boe i en pressemeddelelse.
I Odense Badminton Klub glæder formand Henrik Kryger sig over, at klubbens hårde talentarbejde munder ud i noget.
”Udtagelsen til landsholdet viser, at det arbejde vi laver i Odense Badminton Klub for at udvikle nye unge badmintonspillere også bære frugt, og der kommer forhåbentlig flere landsholdsspillere til. Vi har et godt træningsmiljø i klubben, og de unge talenter bliver inspireret af vore elitespillere,” siger formanden for Odense Badminton Klub, Henrik Kryger.