Fortsæt til indhold

Hårdtslående indehaver fængslet for at tæve indbrudstyv

Retten i Randers har varetægtsfængslet en 52-årig mand fra Auning i 14 dage for kvalificeret vold

Samfund
Af Martin Schultz

En 52-årige forretningsindehaver fra Auning blev torsdag varetægtsfænglset i 14 dage, efter at han natten til torsdag havde slået to indbrudstyve med et aluminiumsbat, fortæller politikommissær Vagn Martinussen, Østjyllands Politi.
Episoden udspandt sig natten til torsdag, da den 52-årige forretningsindehaver sammen med sin 17-årige søn overnattede i forretningen i Torvegade i Auning for at holde vagt efter tidligere indbrudsforsøg.
Østjyllands Politi modtog kl. 04.33 en anmeldelse om et indbrud i forretningen. Tre mørkklædte personer forsøgte at bryde ind, men blev opdaget og forfulgt af indehaveren, som slog to af de tre indbrudstyve flere gange med alubattet.

Ifølge Aarhus Stiftstidende lå de to på en plads uden for forretningen og blev slået flere gange i både hovedet og på kroppen. Værst gik det ud over en 39-årig kvinde, som efterfølgende måtte sys og behandles for brud på knogler i hånd og arm, mens en 41-årig mand fik knubs og skrammer.
Politikommissær Vagn Martinussen, Østjyllands Politi, oplyser, at den 41-årige mand er blevet afhørt og løsladt.
Også indehaverens 17-årige søn er blevet afhørt og løsladt, mens den 52-årige indehaver må blive bag tremmer i 14 dage, sigtet for det politiet kalder ”kvalificeret vold,” som er grov vold og som har en strafferamme på op til 6 år.
Den tredje indbrudstyv undslap både tævene med alubattet og politiet.