Fortsæt til indhold

Billig dansk suppe banker de dyre

Mous frosne kartoffel-porre-suppe slår både de økologiske og langt dyrere supper

Samfund
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

Danmarks største suppemærke hedder Mou, og det ændrer den test, du kan se i filen nederst i denne artikel, nok ikke på. Faktisk bekræfter kokkene Rune Kromann og Rasmus Møller, der er henholdsvis køkkenchef og souschef hos ISS, at Mous kartoffel-porre-suppe smager bedst.

Fire stjerner

“Den er lys og cremet med en svag smag af kartoffel og porre. Modsat flere af de andre supper smager den ikke af bouillon, men af de rigtige ting, nemlig kartoffel og porre. Og så er der både stykker af kartoffel og porre i suppen,” siger Rune Kromann.

Hårde kartofler

Rasmus Møller kan dog godt finde et par 'hår' i suppen:
“Den er tynd i konsistensen og næsten duftløs. Et par af de kartoffelstykker, jeg fik, var fine i konsistensen, men et par af dem var for hårde at tygge i. Der er ikke supermeget smag i suppen, men det er en fin basissuppe, som jeg selv ville bygge videre på,” siger han.

Bitter suppe i bunden

Flere af supperne får kritik for at smage og dufte af bouillon og ikke nok af kartoffel og porre.
En enkelt kalder dommerne bitter og slet ikke rar i smagen. Det er den franske økologiske suppe på glasflaske fra Meny.
“Den har en lugt, der leder tankerne hen på øllebrød. Den smager ikke meget af kartoffel og porre, for den har en bitterhed over sig, som tager alt for meget over. Den er ikke lækker,” siger Rune Kromann.
Suppen indeholder foruden kartoffel og porre blandt andet løg, gulerod og olivenolie.