Fortsæt til indhold

Manglende snerydning får konsekvenser

Kong Vinters indtog stiller skarpe krav til bolig- og virksomhedsejere

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Når Kong Vinter kommer på besøg, betyder det også, at bolig- og virksomhedsejere skal være opmærksomme på, at det har konsekvenser at undlade snerydning.
En bøde eller i værste fald en erstatning, hvis nogen kommer til skade på din grund, er er en risiko.
For privatpersoner gælder følgende:
"Reglerne er indrettet sådan, at alle grundejere skal rydde sne på fortove og trapper, som grænser op til offentlig vej snarest efter sneen er faldet. Det vil sige, at områderne skal være ryddet for sne og saltet mellem klokken syv og klokken 22 mandag til lørdag. Om søndagen kan du sove en time længere, for her skal der være ryddet mellem klokken otte og klokken 22," siger arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen.
For virksomheder:
Ifølge loven er arbejdsgiveren forpligtet til at rydde sne og salte, så de ansatte kan færdes sikkert på de steder, som de bruger i forbindelse med deres arbejde.
"Reglen for virksomheder gælder uanset, hvornår medarbejderne møder og går hjem. Arbejdsgiverne kan være erstatningsansvarlige, hvis det viser sig, at en medarbejder er kommet til skade, fordi der ikke har været ryddet for sne eller saltet. Derfor er det vigtigt, at man holder ekstra øje med vejrudsigten i vintermånederne, så snevejret ikke kommer bag på en," siger Mette Møller Nielsen.