Molskroens kokkeelever dyster om årets vinterret
Fem elever i Molskroens køkken holder fredag til søndag elevdyst på Molskroen Strandhotel
Har man lyst til at opleve Molskroens unge kokketalenter udfolde sig i en elevdyst, skal man besøge Molskroen Strandhotel fredag, lørdag eller søndag.
Her kan man til en fornuftig pris smage sig igennem en fem retters tasting menu, og derefter afgive sin stemme på det man synes er aftenens bedste ret.
Fem kokkeelever står bag de fem retter, og der er udsigt til at smage krondyrs tatar, kammusling, kalvebrissel, oksehale, og som afslutning en chokoladeskål med tre slags is og brombær.
”Når man får ansvaret, så vokser man,” siger hotelchef Lars Lindvig Hansen fra Molskroen om elevdysten.
”Det skal være sjovt at være i lære, og det er sjovt at lave konkurrencer,” siger Lars Lindvig Hansen.
Giv kokkehuer til elevernes retter
Under elevdysten er rollerne byttet om. Eleverne har lånt nøglerne til restauranten, og de skal selv stå for planlægningen og tilberedningen af de fem udsøgte retter.
Gæsterne kan alle tre dage afgive deres stemme, og der afgives 1-5 kokkehuer på hver ret. Vinderen i elevdysten 2016 kåres søndag aften. Den ret der vinder, kommer på Brasseriets a la carte kort.
Elevdysten foregår på Molskroen Strandhotel, fordi selve Molskroen har vinterlukket frem til 18. marts.
Alle Molskroens kokke og elever er rykket over gaden og ind i Strandhotellets køkken, hvor der kokkereres under ledelse af de to køkkenchefer Steffen Villadsen, Molskroen, og Torben Jensen, Molskroen Strandhotel.
Hotelchef Lars Lindvig Hansen opfordrer som altid gæsterne til at bestille bord, så man kan give gæsterne den optimale oplevelse.