Fortsæt til indhold

Venstre vil genforhandle privatiserings-aftale

Kolde fødder efter borgermøde i Hammel

Samfund
Kian Johansen

Venstre indkalder flere af byrådets partier og grupperinger i Byrådet til forhandling omkring private fællesveje.

"Vi har fået en hel del henvendelser siden borgermødet og der var også en del juridiske spidsfindigheder, der kom frem under borgermødet. Desuden så er besparelsen, siden forslaget blev vedtaget i Byrådet, blevet mindre," fortæller Kurt Andreassen til FavrskovPosten.
Hvad kunne det være for spidsfindigheder?
"For eksempel hvordan vejlaugene skal spare op og hvordan det præcist kan ordnes via Nets. Og hvem der ejer vejene, hvis der kommer et forsikringsspørgsmål. Tingene virker ikke så simple, som vi umiddelbart troede."
"Udgiften til at aflevere vejene til borgerne i acceptabel stand er blevet væsentlig større. En udgift, som vi i Venstre frygter, ender med at blive endnu større. Både for kommunen og de enkelte grundejerforeninger/vejlaug."
Venstre vil derfor snarest muligt indkalde til forhandlingerne.
Hvem skal med?
"I første omgang er det de partier der i sin tid var med til at forhandle aftalen på plads. Men mon ikke vi også indbyder Enhedslisten, selvom de ikke var i byrådet dengang. Men udgangspunktet er, alt andet lige, at de partier der forhandlede det her i sin tid også skal løse det igen," lyder det.


Er det Charlotte Greens forslag om at ændre på tingene, der har fået Venstre til at indkalde til forhandlinger?
"Absolut ikke. Det er på baggrund af borgermødet og de henvendelser Venstre har fået efterfølgende."
Hvad siger I til Peder Meyhoff's (EL) forslag om at lade grundskylden betale for en tilbagerulning og gøre vejene til kommunale fællesveje over hele Favrskov."
"Vi piller ikke ved grundskylden."
Venstre opfordrer også til, at det ekstra borgermøde i Ulstrup udsættes, indtil forhandlingerne er overstået, men har endnu ikke taget kontakt til forvaltningen eller borgmester Nils Borring.
"Men det er da indlysende ikke at holde borgermøde, før vi reelt har fundet ud af hvor vi ender rent politisk," siger Kurt Andreassen.