Claus Wistoft vil ikke gå efter ledigt folketingskandidatur
Syddjurs borgmesteren vil hellere være kommunens førstemand end ny V-folketingskandidat
Det bliver ikke Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V), der tager kampen op for at blive ny V-kandidat i Djurskredsen.
Kandidaturet blev ledigt i sidste uge, da Anne-Mette Winther Christiansen sagde tak for dengang og farvel til politik for altid.
Læs også: Folketingsvalg. Anne-Mette Winther Christiansen stopper i politik
Folketingskandidat: Opbakningen fra V-baglandet svandt mere og mere ind ...
Anne-Mette Winther Christiansen, som har bopæl i Grenaa, har været Venstres kandidat i Djurskredsen siden 2007 og før da i Grenaakredsen fra 2003, men hun mistede sit folketingsmandat ved Junivalget i 2015 efter mere end ti år som repræsentant for Djursland på Christiansborg.
“Jeg er ikke interesseret, så længe jeg er borgmester i Syddjurs,” fastslår Claus Wistoft, der fylder 57 til juli.
- Dermed siger du også, at du ikke er kandidat, for Venstre skal ifølge sine vedtægter vælge folketingskandidat et år efter det seneste valg?
“Ja, det gør jeg, selvom jeg er bekendt med, at det ikke er alle kredse, der tager netop den bestemmelse i vedtægterne så højtideligt, men det er klart, at Venstre skal finde en ny folketingskandidat i Djurskredsen hurtigst muligt den politiske situation taget i betragtning.”
Claus Wistoft udfordrede netop Anne-Mette Winther Christiansens kandidatur i august 2012, men han tabte overraskende stort ved opstillingsmødet i Ørum Aktiv Center.
Han lægger ikke skjul på, at han går efter fire år mere som borgmester. Næste kommunalvalg kommer i november 2017. Konkrete bud på, hvem han ser som afløser for Anne-Mette Winther Christiansen, der forsvarede sit kandidatur ved valgene i 2005, 2007 og 2011, har han ikke
“Jeg synes, det er svært, fordi en ny kandidat både skal have politisk erfaring, men også være et kendt navn på forhånd, ellers bliver det næsten umuligt at samle stemmer nok.”
Gennemslagskraft fremad
Lars Christian Lauridsen, formand for Venstres kandidatbestyrelse i Djurskredsen, siger til Lokalavisen, at man i bestyrelsen er enige om at gå efter en kandidat, der “har gennemslagskraft fremadrettet.”
“Venstres syv lokalforeninger på Djursland afholder deres generalforsamlinger inden for de kommende måneder, og her vil det blive diskuteret, hvem der er inde i billedet som ny kandidat, så jeg vil ikke sige for meget på forhånd, men lytte til den demokratiske proces, der nu kommer,” siger Lars Christian Lauridsen.
Største udfordring
“Jeg kunne pege på en del, der kunne være gode kandidater, men de pågældende skal jo også være villig til at stille op, og det bliver nok den største udfordring, vi står overfor,” siger Tommy Beck Kobberøe, Kolind, konstitueret formand for Venstre i Syddjurs.
“Det er ikke en nem opgave, navnlig ikke i en tid, hvor politikeres udtalelser, gøren og laden bliver vendt og drejet af en mere og mere desperat dagspresse, der leder efter gode overskrifter, som kan bruges som 'clickbait' (fristende overskrift, der får folk til at klikke (typisk på et link), red). Der findes vist ikke et dansk ord for det endnu,” tilføjer han.
Den kommende V-kandidat i Djurskredsen vælges efter den sædvanlige procedure. Først får interesserede kandidater lejlighed til at lægge billet ind på hvervet.
Dernæst følger et opstillingsmøde, hvor medlemmerne bliver præsenteret for kandidaten (-erne) og en afstemning, hvor der vælges en kandidat.
“Heldigvis er der jo forholdsvis længe til næste valg, så vi har tid til at finde den rigtige,” lyder det optimistisk fra Tommy Beck Kobberøe, selvom Venstre ikke just står stærkt i meningsmålingerne.