Fortsæt til indhold

Søndagsåbent i Søby Forsamlingshus

Det snart 140 år gamle forsamlingshus har fået en opshining formedelst 800.000 kroner, og derfor giver bestyrelsen en kop kaffe på søndag til alle, der dukker op

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Renoveringen af Søby Forsamlingshus er nu afsluttet i denne omgang. Nyt indgangsparti og fire nye og handicapvenlige toiletter med pusleplads er to af de store investeringer.

Bestyrelsen har via en effektiv fundraising skaffet den nette sum af 800.000 kroner til renoveringen, fortæller bestyrelsesformand Steen E. Rahbek.

Blandt andet har Syddjurs Kommune og Elro Fonden været bidragydere.
"Vi synes, at resultatet er blevet flot, og det vil vi gerne vise frem til alle, der har lyst til at se, hvordan et forsamlingshus med en lang historie bag sig tager sig ud anno 2016," siger Steen E. Rahbek.

Derfor inviterer bestyrelsen til åbent hus søndag 31. januar i tidsrummet 13-16, hvor der vanker en kop kaffe eller noget vådt til de, der dukker op for at se de renoverede herligheder.

100 års jubilæum i 1978

Søby Forsamlingshus fejrede 100 års jubilæum i i 1978 og er dermed et af de ældste forsamlingshuse på Djursland.
"Der står godt nok 1878 på bygningen, men det har ikke været muligt at finde beviser for, at forsamlingshuset blev opført i dette årstal," siger Steen E. Rahbek.

"Jeg har set i protokol fra den daværende brugsforening, at brugsen støttede forsamlingshuset med et beløb i 1888, men på et tidspunkt skal jeg i Landsarkivet i Viborg for at se, om jeg finde et dokument, der beviser, at huset rent faktisk blev opført i 1878," siger bestyrelsesformanden, der kom med i bestyrelsen i 2007.

Han og resten af bestyrelsen glæder sig over, at forsamlingshuset er meget benyttet og allerede har mange bookinger i både 2016, 2017 og 2018.