Fortsæt til indhold

Svend Pilgaard Automobiler A/S har ansat ny direktør

Ove Knudsen, 55, i spidsen for den over 50 år gamle virksomhed

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Den familieejede ?Ryomgård-virksomhed, Svend Pilgaard Automobiler A/S, har her ved indgangen til 2016 ansat Ove Knudsen, 55, som administrerende direktør. Han tager formelt over efter senior, Svend Pilgaard, der fylder 80 senere på året.

Svend Pilgaard startede mekanikerværksted i Ryomgård tilbage i 1960 for siden at udvikle virksomheden til det, den er i dag med både værksted, reservedelslager til VW/Audi og Iveco, bilsalg, dækcenter, STATOIL-tankstation med tilhørende vaskehal, autoudlejning og butik.

Svend Pilgaard Automobiler overgik til aktieselskab i 1991 og ejes nu af Svend Pilgaard sammen med sønnerne Henrik Pilgaard (1961) og Jørgen Pilgaard (1965). Begge brødre arbejder til daglig i virksomheden.

Økonomimand

Ove Knudsen, der bor i Randers, er uddannet inden for økonomi, administration, finans og ledelse og har en lang fortid i finanssektoren, blandt andet Sparekassen Kronjylland, ligesom han har stået bag katederet på en handelsskole som underviser i økonomi og regnskab.

De sidste cirka to år har han fungeret som leder af Fiskbæk Lastvogns-Service A/S beliggende i Randers Sydvestlige industrikvarter.

“Det var hårdt at skift branche, men også spændende, fordi det var en hel ny verden for mig,” siger Ove Knudsen.

“Det var en udfordring at være med til at udvikle virksomheden og få indsigt i branchen.”

Det var via Ove Knudsens engagement i Fiskbæk Lastvogns-Service A/S, at kontakten til Svend Pilgaard Automobiler blev skabt og derefter blev til mere.

“I løbet af efteråret begyndte vi at snakke fremtid, og så gik det ellers hurtigt med at blive enige om en aftale,” fortæller Ove Knudsen.

Vil ikke revolutionere

Den ny administrerende direktør har ingen planer om at gå hårdhændet til værks hos Svend Pilgaard Automobiler A/S.

“Først og fremmest bruger jeg den første tid til at lære alle dele af virksomheden at kende i detaljer,” siger Ove Knudsen.
“Derfor tager jeg en samtale med alle medarbejdere face-to-face for at høre, hvordan de ser på deres arbejde og på virksomheden som sådan. Ud fra samtalerne og ud fra samtaler med ejerkredsen får jeg mulighed for at danne mig et billede af virksomheden og de ændringer, der skal ske.”

Svend Pilgaard Automobiler A/S beskæftiger 14 fuldtidsansatte plus en række løst ansatte unge og seniorer.