Virus lægger en hel indskoling ned
En træls virus nedlagde i sidste uge elever på stribe i Tarp, Bryndum og Vester Nebel
Syge børn hører vinteren til, men på Auraskolen afdeling Bryndum blev de nu alligevel hårdere ramt end sædvanligt, da hele indskolingen i bogstaveligste forstand i sidste uge blev lagt ned.
En for en blev eleverne i 0. til 3. klasse slået omkuld af feber, hoste og halsproblemer. Sidst på ugen var omfanget så voldsomt, at der i enkelte klasser var færre end en håndfuld raske børn. Gang på gang måtte lærere kontakte forældre for at bede dem hente deres syge børn - blandt andet i 1.b, der torsdag var mere end halveret .
“Har aldrig oplevet noget lignende. Fra min yngstes klasse (1.) har der manglet mellem 7 og 11 børn hele ugen. Nogle dage blev der hentet tre fra klassen i løbet af dagen. I den stores klasse (4.) “ruller” det nu - sygemeldingerne strømmer ind,” fortæller Carina Nielsen Smedegaard på Lokalavisens Facebookside, og hendes kommentar er langt fra enestående.
Torsdag eftermiddag havde skolens afdelingsleder ikke noget overblik over præcist hvor mange elever, der var ramt af virussen, men det var mange.
“Det sker jo med mellemrum, at flere bliver syge på en gang, men det er nu lidt enestående,” sagde afdelingsleder på Auraskolen afdeling Bryndum, Maj-Britt Halle torsdag eftermiddag til Lokalavisen.
Onsdag havde hun en snak med børnehaveklasselærerne om håndvask.
“Men vi blev enige om, at det er eleverne allerede rigtig gode til, så det er svært at sætte ind der,” sagde Maj-Britt Halle, der ligesom alle andre i Bryndum, Tarp og Vester Nebel håber, at sygdommen er på retur allerede, når disse linjer læses.