Fortsæt til indhold

Hør Dagmars familiekrønike

Den tidligere tv-journalist og direktør for Glasmuséet i Ebeltoft, Dagmar Brendstrup, følger i slægtens fodspor

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Dagmar Brendstrup fortæller et vægtigt stykke Danmarkshistorie ved at følge i slægtens fodspor, når hun tirsdag 29. januar gæster Kirkehøjskolen i Egegaard, Rønde.
Det ene spor blev sat i Vendsyssel, Djursland, Det Sydfynske øhav og andre steder i landet, for til sidst at ende på slægtsgården Mariendal ved Ebeltoft.
Det andet spor føres tilbage til bondesønnen, der bliver lærer og socialist og forelsker sig i førstelærerens 15-årige datter.
Dagmar Brendstrup er selv er født 1953, har tre brødre og er vokset op på Mariendal. Det passede hende godt, for da hun var barn, var hun mere til traktor end til husligt arbejde. Som 31-årig kunne hun skrive gårdejer på sit visitkort.

Journalistik kan føre til alt

Dagmar Brendstrup blev uddannet som journalist i 1979 fra Danmarks Journalisthøjskole med praktikophold på Jydske Vestkysten.
Hun arbejdede i mange år i DR, som journalist, redaktør, studievært og chef. Fra journalistikken tog Dagmar Brendstrup springet ind i museumsverdenen og var i 11 år direktør for Glasmuseet Ebeltoft.
Senest har hun været projektleder ved Midtjysk turisme for projektet RETHINK Kulturturisme.
Dagmar Brendstrup bor selv på slægtsgården Mariendal som tredje generation sammen med sin kæreste og har to voksne børn og et barnebarn.
Hun er opkaldt efter sin farmor, der døde på tragisk vis i en togulykke på Trustrup-banen 21. maj 1941, da et damplokomotiv kørte sammen med et motortog på strækningen mellem Trustrup og Balle, fordi en ung trafikelev kom til at sende to tog af sted med retning mod hinanden på den et-sporede banestrækning.