Fortsæt til indhold

Ingen slinger i valsen i ny Hornslet IF sejr

Sikker hjemmebanesejr til Hornslet IF på 28-20 over Horsens HK i søndagens opgør i damernes 3. division

Samfund
Af Martin Schultz

Hornslet IF's divisionsdamer har sat kursen mod toppen af 3. division og hentede søndag eftermiddag i Hornslethallerne en sikker sejr på 28-20 over Horsens HK i håndboldens 3. division.
Dermed fortsatte Hornslet IF med at vinde efter sidste weekends spektakulære et-måls sejr på udebane over rækkens tophold Hasle KFUM – og samtidig hentede man torsdag aften en sejr i pokalturneringen, da et andet af rækkens hold VRI blev sendt ud af pokalturneringen og hjem til Aarhus med et nederlag på 21-20.
”Vi er rigtig godt spillende for tiden, og især i 1. halvleg viste vi godt spil. Vi afgjorde reelt kampen i 1. halvleg, for med en halvlegsføring på 15-8 var der ikke meget at spille om i 2. halvleg. Kampen mistede intensitet, og vi skiftede en del ud og sparede på kræfterne,” siger Hornslet IF's træner Max Christensen.

Et hold i en god udvikling

Hornslet IF startede som lyn og torden og kom foran med 4-0.
”Det fungerede i 1. halvleg i både forsvar, angreb og kontrafasen, og så havde vi i Maria Pape og Amalie Aagaard tog dygtige målmænd,” siger Max Christensen.
Han er tilfreds med sit hold, som fortsat udvikler sig og lægger lag på lag. Holdet viser det ikke bare til træning, men også i turneringskampene.
”Vi spiller som et hold og fortsætter med at præstere sikkert i vores forsvarsspil. Samtidig arbejder vi med vores stationære angrebsspil og vores kontrafase, hvor vi vil forbedre både vores 1. bølge og 2. bølge,” siger Max Christensen, som stillede op med en skadesfri trup mod Horsens. Ude er dog stadig Mia Nielsen med en knæskade, og så er Mathilde Kahr i lykkelige omstændigheder og ikke til rådighed fremover.

Playmaker gør de andre spillere gode

Max Christensen lægger ikke skjul på, at holdet sprudler, og at det er en fornøjelse at arbejde med holdet.
”Hele holdet spiller godt og alle bidrager, så pigerne synes det er sjovt at spille håndbold,” siger Max Christensen.
Hele holdet skal krediteres den gode præstation, men skal han fremhæve en spiller, skal det være Linda Assing Christensen.
”Linda er vores playmaker og stiller spillet godt op, som vi vil have det. Hun spillede rigtig godt i 1. halvleg i begge ender og lavede i alt fire mål. Men frem for alt gør hun det rigtige, så hun også gør de andre spillere gode,” siger en tilfreds Hornslet IF træner Max Christensen.
Hornslet IF skal i kamp igen torsdag aften, hvor et af de hold, som Hornslet IF slås med i toppen af rækken, Viby IF, kommer på besøg i Hornslethallerne.