Formstærke Hornslet IF op i top tre med ny sejr
Hornslet IF’s divisionsdamer slog en af de nærmeste konkurrenter i 25-20 sejr over Viby IF
Hornslet IF's divisionsdamer fortsatte de gode takter, da holdet torsdag aften på hjemmebane besejrede Viby IF med 25-20 efter at have været foran med 13-8 ved halvleg.
Dermed vandt holdet sin tredje sejr i træk efter nytår og har desuden slået VRI i pokalturneringen og er dermed ubesejret og uden pointtab efter julepausen.
Holdets gode præstationer afspejler sig også i tabellen, hvor Hornslet IF nu ligger i top tre i 3. divisions pulje 3. Holdet ligger nr. 2 efter Hasle KFUM, men JAI har spillet to kampe mindre og kan i bedste fald skubbe Hornslet IF ned på 3. pladsen.
Kampen mod Viby IF, som er en af holdets nærmeste konkurrenter til en topplacering, startede jævnbyrdigt og de to hold fulgtes ad til stillingen 4-4.
”Derefter fik vi mere styr på vores spil og vi skød fornuftigt og overvejet,” siger Hornslet-træner Max Christensen, som kunne se sit hold være foran med 13-8 ved halvleg.
Gav den gas til sidst og vandt sikkert
I 2. halvleg startede Hornslet IF ud med godt spil, men tabte sit momentum og Viby IF begyndte at hale sig ind på hjemmeholdets forspring.
”Efter 5-6 minutter i 2. halvleg begyndte vi at sløse og brænde chancer. Viby IF er et godt hold, så når vi har udfald, så griber de chancen,” siger Max Christensen, som så sit hold sætte forspringet over styr.
Efter 20 minutter i 2. halvleg havde gæsterne indhentet Hornslet IF ved stillingen 18-18.
”Men så strammede vi skruen og koncentrationen og spillede lidt anderledes med andre åbninger og fik styr på spillet igen. Vi kom sikkert foran igen, og der var ikke spænding om udfaldet af kampen,” siger Max Christensen.
Målmand ude med hjernerystelse
Max Christensen giver ros til alle sine spillere.
”Alle spillere bød ind, greb chancen, og alle markspillere kom på tavlen,” siger Hornslet træneren.
Han fremhæver dog målmand Maria Pape, som stod hele kampen for Hornslet IF efter at hendes målmandskollega Amalie Aagaard i søndagens kamp mod Horsens pådrog sig en hjernerystelse.
Max Christensen havde målmanden Karin ”Goofy” Rasmussen med på bænken, men veteranmålmanden, som gennem hele efteråret under Maria Papes skade hjalp divisionsdamerne, kom ikke på banen på grund af Maria Papes fine præstation. Max Christensen håber at have Amalie Aagaard tilbage i målet hurtigst muligt.
Hornslet IF's divisionsdamer har på grund af torsdagskampen en kamppause i weekenden.
Næste gang Hornslet IF's divisionsdamer skal i kamp er søndag 31. januar kl. 16.00 på udebane mod Odder Håndbold.