Brandmænd i tænkeboks efter dialogmøde
Positivt dialogmøde giver håb om at brandmænd vil fortsætte på Ebeltoft Brandstation
Et dialogmøde onsdag aften mellem de brandmænd fra Ebeltoft, som har sagt deres stilling op pr. 1. april, og Syddjurs-borgmester Claus Wistoft (V) og beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl, Beredskab & Sikkerhed, giver håb om, at Ebeltoft Brandstation ikke mister op til ti af sine 14 brandmænd.
Ti af stationens 14 brandmænd har ellers på grund af det nye fælleskommunale beredskab Beredskab & Sikkerheds risikodimensionering opsagt deres stillinger. To af brandmændene har ønsket at blive fritstillet og er ude af tjeneste. De otte har opsagt deres stillinger med virkning fra 1. april.
Bag opsigelserne ligger en utilfredshed med og frustration over dele af den risikodimensionering, som skal være gældende for det nye beredskab, som er en sammenslutning af beredskaberne på Djursland, Favrskov og Randers.
”Det springende punkt er den beskæring af mandskabet, som ligger i den nye risikodimensionering. Vi går fra seks mand til fem mand på et udrykningskøretøj. Det giver en sikkerhedsrisiko, som vi ikke vil byde vores familier. Samtidig kan vi ikke yde den kvalitet i vores arbejde, som vi gerne vil,” siger tillidsmand Hans Juel fra Ebeltoft Brandstation. Han er blandt de ti brandmænd, som har sagt deres stilling op.
Den nye risikodimensionering er konsekvens af de besparelseskrav, som den forrige regering rullede ud over de kommunale beredskaber. Det nye fælleskommunale Beredskab & Sikkerhed skal spare 6,8 mio. kr. i løbet af to år.
God fornemmelse efter møde med brandmænd
Med udsigten til ti brandmænd på vej ud af beredskabet i Ebeltoft, var der onsdag aften indkaldt til et dialogmøde. Her mødtes borgmester Claus Wistoft og beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl med seks af de otte brandmænd, som har meddelt, at de fratræder 1. april.
”Jeg gik fra mødet med en god fornemmelse,” siger borgmester Claus Wistoft.
”Vi havde et fint møde, hvor vi blandt andet drøftede den faglige fremtid på Ebeltoft Brandstation. Vi kom godt rundt om tingene og jeg tror, at vi blev oplyst på et højere niveau. Det endte i hvert fald med, at brandmændene ville gå hjem og tænke situationen igennem på ny.”
Holdlederen kan tidligt rekvirere hjælp
Dialogmødet giver håb om, at stationsleder Kim Jensen fra Ebeltoft Brandstation står med mere end fire brandmand 1. april.
Ellers tænkes det aktuelle beredskab opretholdt med assistance fra nabostationer og eventuelt fra samarbejdspartneren Falck. På den lange bane skal der rekrutteres og uddannes nye brandfolk.
”Omkring de konkrete problemer med bemandingen er det jo sådan, at holdlederen lige så tidligt han kan se behovet for det, kan rekvirere hjælp fra andre af beredskabets stationer,” siger Claus Wistoft.
Holdlederen kan allerede inden mandskabet har forladt Ebeltoft Brandstation have rekvireret hjælp i form af tankvogn og/eller udrykningskøretøj fra en nabostation, hvis holdlederen skønner det er nødvendigt.