Fortsæt til indhold

Konservative muligheder i det politiske krydsfelt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Det Konservative Folkeparti på landsplan fører en hensygnende tilværelse efter storhedstiden i 1980'erne. 'Borgerlige stemmer, der arbejder', sagde den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter, da han i sin tid skabte partiets store optur.

At gentage det i 2015 vil blive betragtet som en vits.

Partiet fyldte 100 år 18. december 2015, men der var ikke noget at fejre.

Den ny konservative ledelse har tilsyneladende glemt gode borgerlige dyder som dannelse, uddannelse og kultur i jagten på at følge i fodsporet på Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

På det lokale plan i Syddjurs er der til gengæld rent faktisk grobund for optimisme med det kommende kommunalvalg i 2017 for øje.

Det Konservative Folkeparti mistede forud for sidste valg i 2013 stemmeslugeren Tommy Bøgehøj, Ebeltoft, og partiet havde ingen alternativer på hylderne.

Siden da er samme Bøgehøj blevet formand for partiforeningen, og Det Konservative Folkeparti har fået et byrådsmedlem forærende.

Efter mange år i Venstre og en kort periode som løsgænger indså Jørgen Brøgger, at det var en fordel at have et partiapparat i ryggen, så hvad var mere nærliggende end at banke på hos De Konservative.

Hvis bestyrelsen i Konservative Syddjurs formår at overbevise erhvervsmanden Tommy Bøgehøj om, at han må stille sig til rådighed igen i et partnerskab med Jørgen Brøgger ved næste valg, har partiet særdeles gode muligheder for at blive repræsenteret med mindst to i et kommende byråd."

De to vil alene kunne samle de stemmer op, som en skrantende Borgerliste efterlader sig i den gamle Ebeltoft Kommune.

Borgerlistens dage er måske talte, fordi det er svært at pege på egnede afløsere for samlingspunktet, tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger, efter, at en mulig og kompetent substitut, Christian Gøthche, også har meldt pas.

Formår De Konservative tillige at finde et par attraktive og yngre kandidater i den vestlige del af kommunen, hvor partiet også tidligere har stået stærkt ved kommunalvalg, begynder det at ligne noget.

Men det krævet noget knofedt og mere synlighed frem til valgdatoen i 2017 for, at erklærede socialkonservative borgere vil krydse ud for Liste C.