Fortsæt til indhold

Per Zeidler laver redegørelse til byrådet

Zeidler har meldt til politiet, at hans Facebook-konto har været udsat for et angreb fra hacker

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det skabte stor opmærksomhed torsdag eftermiddag i sidste uge, da man under en Adresseavisen-artikel på Facebook om brandmændene i Ebeltoft kunne læse en ret så grovkornet bandbule fra Liberal Alliances Per Zeidler, hvor han indirekte beskyldte brandmændene for at være udenfor pædagogisk rækkevidde.
Læs også: Sociale medier: Per Zeidlers Facebook-konto er blevet hacket
Zeidlers kommentar lignede et politisk selvmål af dimensioner, men den var ikke forfattet af ham selv. Torsdag eftermiddag sad han bænket til KL's kommunaløkonomiske forum i Aalborg, og først klokken 18 gik det op for ham, at den var gal.

“Jeg blev opmærksom på ved 18-tiden, at der i eftermiddagens løb var dukket flere kommentarer op i mit navn på Facebook, så derfor fik jeg hurtigt lukket min konto, fordi den tilsyneladende er blevet hacket,” fortalte Per Zeidler til Lokalavisen over telefonen.

Efterfølgende har Per Zeidler meldt hændelsen til politiet, og han har også været udsat for mærkelige telefonopkald fra fjerne steder på kloden.

Borgmester Claus Wistoft er tilfreds med, at Per Zeidler laver en redegørelse til byrådet over det skete. Han vil bruge sagen til at snakke faldgruber på de sociale medier for lokalpolitikere generelt. Foto: Lars Norman Thomsen

Laver redegørelse

Per Zeidler vil nu lave en skriftlig redegørelse til byrådet om det, der er hændt ham.

Da han torsdag blev opmærksom på det skete, var han fluks ude med en undskyldning til de berørte brandmænd i Ebeltoft.

Tilfreds borgmester

Borgmester Claus Wistoft (V) hilser det meget velkomment, at Zeidler laver en redegørelse.

“Det er meget uheldigt for alle involverede, når sådan noget sker,” siger Claus Wistoft.

“Det rammer brandmændene, beredskabsdirektøren, hele byrådet og borgmesteren, og får nogle uheldige konsekvenser, som vi bestemt ikke har brug for i den nuværende situation, hvor vi skal have et nyt beredskab til at fungere.”

Borgmesteren vil bruge den prekære sag til at snakke byrådsmedlemmers generelle brug af de sociale medier.

“Nu har vi oplevet, at en byrådskollega drastisk har måttet skride til en politianmeldelse, fordi hans konto er blevet hacket. Så jeg føler et behov for at snakke faldgruber på de sociale medier med hele byrådet.”

En hård nød

Per Zeidler forventer at være tilbage på Facebook i løbet af torsdagen, fortæller han til Lokalavisen.
"Jeg har virkelig været berørt af det, der er sket, for man føler sig sat skakmat," siger Per Zeidler.
"Jeg føler selv, at jeg er rimelig tjekket med IT og den nødvendige sikkerhed, som man skal have respekt for og selv har indflydelse på at være på forkant med."