Arbejde må han dog se langt efter

Der ville ikke være det mindste at sige til det, hvis Saiku Malamin Dadi Manneh, eller bare Sæku, var en smule opgivende. Det er han ikke.

Han er frustreret, fortvivlet og også en anelse modløs, men ikke opgivende. Dertil har han alle årene været vant til at kæmpe for meget for tingene. Og kæmper, det gør han også nu.

Siden 2007 har Sæku kunnet smykke sig med titlen cand. merc-jur., hvilket på almindelig dansk betyder, at han har erhvervet sig en kandidatgrad i både økonomi og jura. Specialet handlede om erhvervsbeskatning, og det skrev han på engelsk. Ikke fordi han ikke kan dansk, men fordi han gerne ville. Det er med andre ord en målrettet mand, der klarede sig gennem sin uddannelse uden studiejobs og længe før, der var noget, som hed integrationsydelse. Han gik efter bolden, og han scorede, men alligevel er der umiddelbart ingen, som har lyst til at spille med ham.

“Jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke er nogle, som kan bruge én som mig. Jeg synes, jeg har bevist, at jeg kan sætte mig et mål, forfølge det og så nå det,” siger Sæku og fortsætter:

“Hver gang jeg søger et job, så får jeg enten at vide, at jeg er overkvalificeret, eller at der var 60-70 ansøgere, og at jobbet gik til anden side. Hvad kan jeg gøre,” spørger Sæku retorisk og slår ud med armene.

Vil gerne betale tilbage

Sæku er oprindeligt fra Gambia, men kom til Danmark i 1991, og han har alle dage været glad for at leve og studere i Danmark. Under studiet har han været generalsekretær og medstifter af African Students'Association in Denmark og senere juridisk rådgiver hos Mentornetværket Esbjerg/ Varde.

Fra marts 2009 til december 2012 arbejde han som juridisk fuldmægtig hos Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i Grønland. Senere fik han en tidsbegrænset ansættelse som juridisk konsulent hos Fanø Kommune med fine anbefalinger til følge, men siden har det været så som så med jobs.

“Jeg har været praktikant på i borgmestersekretariatet og logisk medarbejder på Hovedbibliotekets logistikafdeling, men jeg ønsker brændende at nogle ville give mig en chance for at bruge mit fag. Også bare i en prøveperiode eller som trainee, for jeg er villig til det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare få en ærlig chance,” siger Sæku og kigger ud af vinduet:

“Jeg elsker mine fag, og jeg vil så gerne bruge dem. Det kan også bare være det ene af dem. Jeg er glad for at være i Danmark, og jeg føler, at jeg skal betale noget tilbage til Danmark, fordi at I har givet mig en uddannelse. Men hvordan skal jeg kunne det, når jeg ikke kan få en chance,” siger Sæku, der meget nødigt vil tro, at hans hudfarve og navn har noget at sige i forhold til, hvorfor han ikke kan få et arbejde.

“Måske er der et ukendskab til min type eller en frygt for det, man ikke kender, men jeg vil nødig tro det. Jeg kan jura, økonomi og integration, så jeg har lidt svært ved at se, hvorfor der ikke er brug for sådan en som mig,” siger Sæku.

Frygter at gå til spilde

Den senere tid er Sæku begyndt at overveje at hive teltpælene op og rykke til London for at prøve lykken. I Storbritannien, der i øvrigt tidligere koloniserede Gambia, er mulighederne for et job formentlig større, da Sæku som bekendt kan flydende engelsk. Helst vil han dog forblive i Esbjerg og arbejde med sine fag her:

“Jeg er så motiveret for at bruge min viden og betale tilbage for dét, som jeg har fået. Men der er grænser for, hvor mange afslag, man kan tåle. Jeg vil ikke sidde derhjemme og brænde ud, når jeg brænder sådan for mit fag,” siger Sæku, hvis øjne er blevet blanke nu:

“Jeg frygter at gå til spilde. Er du klar over, hvor ydmygende det er for mig at stå nede på bistandskontoret. Det synes jeg virkelig ikke, at jeg har gjort mig fortjent til,” siger Sæku, der også mener, at hans situation rejser en mere generel problemstilling:

“Jeg synes helt ærligt, at det er et dårligt signal at sende til især de unge. Jeg har taget ikke bare én, men to længere videregående uddannelser. På samme tid vel at mærke. Jeg burde da stå som et eksempel på vellykket integration og på, at det er vejen frem at tage en uddannelse. Men i stedet skal jeg nu stå og be' om bistand. Jeg giver ikke op, men jeg forstår det virkelig ikke.”