Fortsæt til indhold

Dronekandidat drømmer om millionidé

Til februar starter Jes Jepsen på SDU’s nye linje i droneteknologi. Han drømmer om at starte sin egen virksomhed

Samfund
Daniel Rasmussen

De tre robotter, som Jes Jepsen har stående på sit skrivebord, er mere end almindeligt legetøj.
Ved hjælp af et avanceret computerprogram kan robotterne ændre ansigtsudtryk, så de udtrykker menneskelige følelser som vrede, glæde eller overraskelse.
LÆS OGSÅ: FØRSTE HOLD DRONEKANDIDATER STARTER I NÆSTE UGE

Robotterne bruges blandt andet til at træne børn med autisme i at genkende, hvordan andre mennesker udtrykker følelser.
“Det giver en idé om, hvad robotter også kan bruges til,” siger Jes Jepsen.

Første dronekandidat

Til dagligt arbejder Jes Jepsen som programmørassistent hos robotvirksomheden Blue Ocean Robotics i Odense, samtidigt med at han læser på SDU på kandidatuddannelsen i avanceret robotteknologi.
Til februar starter han som en af de første på uddannelsens nye linje med specialisering i droneteknologi.
Til næste sommer bliver han dermed færdig som en af SDU's første officielle dronekandidater.
LÆS OGSÅ: FØRSTE HOLD DRONEKANDIDATER STARTER I NÆSTE UGE

For Jes Jepsen handler det om at være med, der hvor udviklingen sker.
“Droner er på vej frem, og det er oplagt, hvis man gerne vil have muligheden for at udvikle noget nyt. Der er så meget, der ikke er udforsket endnu,” siger han.
Jes Jepsen ser et stort potentiale i droner. Han nævner, hvordan den amerikanske virksomhed Amazon.com planlægger at bruge droner til at levere pakker.
Der er imidlertid et stykke vej endnu, før pakkedronerne kan blive til virkelighed.
“Vi skal lære dronerne at finde objekter i et billede, sådan så de ikke flyver ind i for eksempel højspændingsledninger. Den del af det, synes jeg er enormt interessant,” siger Jes Jepsen.

Ikke for alle

Før man kan blive droneingeniør, skal man imidlertid have en bacheloruddannelse som robotingeniør. Det kræver andet end at sidde i en kælder og lege med robotter.
“Robotteknologi lyder sexet, men der er mange, der falder fra, når de finder ud af, hvad det i virkeligheden indebærer,” siger han.
LÆS OGSÅ: FØRSTE HOLD DRONEKANDIDATER STARTER I NÆSTE UGE

Især i starten er grunduddannelsen meget teoretisk og indeholder meget avanceret matematik.
På kandidatuddannelsen er forløbet dog mere projektorienteret. Det betyder, at det er nemmere at se, hvad teorien skal bruges til.

Drømmer om at starte selv

For Jes Jepsen er drømmen imidlertid ikke at få et fast kontor i en de store ingeniørfirmaer. Han sigter derimod efter at blive sin egen chef.
“Drømmen er at få en millionidé og starte min egen virksomhed. Men jeg skal lige have noget erfaring først,” siger han.
Han har allerede lært meget.
“Det er først, når man kommer ud i virkelighedens verden, at man ser, hvordan det hele hænger sammen i praksis,” siger Jes Jepsen.