Bedre mobildækning og internet i sigte på Gjerrild Nordstrand
Gjerrild Nordstrand får snart en mast
Med lidt god vilje kan der inden for nogle få måneder rejses en mast på Gjerrild Nordstrand, så både mobiltelefoni og internet kommer til at fungere. Lige nu arbejdes der på at finde et egnet sted til en mast.
Forbindelse fra Grenaa
Medieoperatøren Teracom vil gerne stille en mast op, og salgschef Anders Hansen oplyser, at man har kontakt til flere teleselskaber, der har vist interesse for at bruge masten. De er leverandører af mobilt bredbånd og mobiltelefoni, mens Teracom selv kan levere internet og ip-tv, det vil sige tv over internettet.
Rent praktisk vil Teracom lave en såkaldt fremskudt mast, der får radiokædeforbindelse fra en mast på Grenaa Havn. Det gælder så om at finde den rette placering, så de to master har 'line of sight', det vil sige, at de skal kunne 'se' hinanden.
Der har været meldinger fra Gjerrild by og omegn og fra Sostrup om, at man også der har en mangelfuld mobildækning. Mange af dem vil man også kunne hjælpe med masten på Gjerrild Nordstrand, siger Anders Hansen.
“Det afhænger af mastens placering, men vi vil kunne hjælpe i en afstand af 10-15 kilometer rundt om den.”
Fra Norddjurs Kommune oplyses, at man lige nu har kig på fire placeringer for masten, og at man arbejder så hurtigt som muligt. Når man har valgt den bedste placering i forhold til dækning, landskab, natur og borgere, tager man kontakt til lodsejeren.
Mere end syv år
I mere end syv år har der været gjort forsøg på at forbedre modtage- og sendeforholdene. Særlig har Gjerrild Nordstrands Grundejerforening godt bakket op af den lokale campingplads forsøgt at bryde døre op til maste- og teleselskaber.
Ved et møde i efteråret 2015 arrangeret af grundejerforeningen og campingpladsen mødte 80 borgere frem samt politikere og repræsentanter for teleselskaber. Preben Larsen fra Gjerrild Nordstrands Grundejerforening gjorde her opmærksom på risikoen for ikke at få hjælp i tide i nødsituationer.
Det bekræftes af pladsmand på campingpladsen Bjarne Sørensen. Han fortæller, at der kun er nogle få sikre punkter på pladsen, hvor der er forbindelse til mobiltelefonen.
“Det er ekstremt i nødsituationer. Så skal man bevæge sig væk fra den nødstedte for at tilkalde hjælp. Og mens man venter på den, er der jo heller ikke mulighed for at samarbejde via telefonen med en læge eller sygeplejerske.”
Han har været ude for en nødsituation på campingpladsen tre-fire gange i løbet af tre år, heldigvis uden at nogen er gået bort.