Lad fortsat den danske kyst smile fagert
Foreningen Djursfred arrangerer happening på P-pladsen ved Kalø Slotruin på søndag
Foreningen Djursfred er en fredsgruppe bestående af lokale mennesker med rod på den politiske venstrefløj, som blandt andet ved en aktion 18. april 2013 befriede Kalø Slotsruin fra den danske aktivistiske udenrigspolitik.
Nu er Djursfred klar igen med en ny aktion som skal være med til at redde de danske kyster.
På søndag laver gruppen en happening ved P-pladsen ved Kalø Slotsruin i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
Klokken 17 skarp bliver fakler og bål tændt, og der bliver holdt taler og sunget sange.
"Det er en del af et landsdækkende arrangement, som Danmarks Naturfredningsforening har taget initiativ til. Vi gør det for at vise, at vi ønsker at bevare kysterne frie og ubebyggede," forklarer Thøger Pauli og Karin Alsgaard Jensen fra Djursfred.
"Vi vil gerne sende et signal til regeringen om, at den ikke skal sælge ud af vores hvide strande og grønne klitter."
Sidste udkald
Djursfred og Danmarks Naturfredningsforening tordner imod, at regeringen vil ændre planloven og ophæve den såkaldte kystnærheds-zone, så det bliver lettere for kommunerne at bygge sommerhuse, feriecentre og hoteller tæt på kysten.
"Vi forventer, at regeringen snart fremsætter lovforslag herom. Det er derfor sidste udkald for at vise, at vi er mange, der holder af de frie kyster – og ønsker den nuværende beskyttelse bevaret," siger Thøger Pauli og Karin Alsgaard Jensen.