Vinen gennemsyrer ny midtby-bar
Den erfarne vin-indkøber Jens Peter Lund fra Risskov står bag ny, stor tapas- og vinbar, der åbner torsdag på Fredens Torv
Gamle vinflasker som lamper, borde og lysestager af vintønder, udsmykning med vinpropper og vinkasser.
Der er ingen tvivl om, at man er gået ind på en vinbar, når man sætter fødderne hos Plan B - en ny tapas- og vinbar, der åbner torsdag på Fredens Torv nr. 2.
Vin gennemsyrer bogstaveligt talt hele barens interiør.
Bordene er lavet af brugte vintønder, der har fået en mørk rød farve, fordi vinen gennem årene har farvet træet.
Manden bag den nye bar har i det hele taget en karriere i druernes tegn.
Jens Peter Lund, der er en af de fire ejere, var gennem 25 år vinindkøber i Dansk Supermarked, og driver i dag det netbaserede Explorewines.dk, der importerer vin fra hele verden.
En livslang plan B
Tanken om en vinbar har været en livslang drøm for Jens Peter Lund.
“Det har altid været en plan B for mig med en vinbar. Ikke fordi der er plan A, der er gået i vasken, men i betydningen at jeg altid har haft lysten. Så har ideen fået lov at modnes gennem årene, og derfor var det meget naturligt, at baren skulle kaldes 'Plan B',” siger Jens Peter Lund, der bor i Risskov.
Der er plads til 80 personer i den nye bar, og baglokalet, som kaldes Riddersalen kan man leje til private vin-arrangementer. Her er også en lille, åben Jagtstue til tre-fire personer med gevirer på væggene.
Man kan også altid holde sin egen lille mini-vinsmagning ved bordene.
“Vi har hver måned tre glas til 100 kroner. Vi udvælger nogle forskellige vine, som, vi synes, er værd at prøve.”
Ideen er, at folk gerne vil inspireres med ny vin.
“Folk går ud for at prøve noget nyt. Det er ikke længere sådan, at folk drikker Carlsberg eller Merlot fra Chile til de dør. Trenden er, at folk gerne vil udfordres,” siger ejeren.
Man behøver intet forhåndskendskab til vin for at besøge baren.
“Nej, tværtimod. Vi gør meget ud af, at det skal være afslappet. Jo mere vi forsøger ikke at være belærende, des mere lyst har folk til at komme her. Vi vil gerne afmystificere vin og gøre det ukompliceret. Vin handler jo bare om ens egen smag,” siger Jens Peter Lund.
Baren sælger dog også vin til 1800 kroner flasken.
“Vi har også noget til vinnørderne, men de må respektere vores måde at gøre det på,” siger Jens Peter Lund.