Fortsæt til indhold

I skulle tage 1,2 millioner flygtninge

Den danske ambassade i USA forsøger at udføre damagecontrol efter hård international kritik af de nye asylstramninger

Samfund
Jacob Nielsen

Folketingets netop vedtagede stramninger på asylområdet har ført Danmark ud i hård modvind i udlandet, hvor kritiske avisartikler og satiretegninger sammenligner Danmarks asylpolitik med 30érnes nazisme. I et forsøg på at dæmpe kritikken og tilføre nuancer, lagde den danske ambassade i USA et fakta-ark på sin hjemmesider onsdag aften.

Ambassaden peger blandt andet fingeren tilbage på USA ved at fortælle, at Danmark i 2015 modtog 21.300 flygtninge, og at det tal, set i lyset af et befolkningstal på 5,7 millioner, svarer til, at USA skulle have modtaget 1,2 millioner flygtninge på et år. Man fortæller også, at Danmark er en af de 10 medlemsstater i EU , der modtager flest asylsøgere per indbygger.

Faktaoplysningerne er netop nu et af de mest delte opslag på Facebook, hvor de har medført en livlig debat. Her er nogle af kommentarerne:

Edmund Nielsen skriver: "Man kunne jo passende starte med at sende disse oplysninger til de engelske medier og spørge dem, hvordan det står til med den engelske indsats - herfra er der alle de andre lande, og ikke mindst EU politikere der er ved at falde over deres egne ben af forargelse, som efterfølgende kan få samme oplysninger. EU er p.t. i frit fald, så stå fast Danmark."

Morten Kjærran skriver: "Jeg forstår ikke helt, at det er nødvendigt at sammenligne danmark med andre lande. Hvis indsatsen ikke er god nok, så det er ikke godt nok, uanset om den er meget bedre end alle andres indsats. Hvis et barn i børnehaven falder og kommer til skade, så betyder ikke noget, at ingen af de andre børnehavepædagoger vil hjælpe og trøste barnet. Hvis du ikke hjælper og trøster barnet, er du en dårlig børnehavepædagog."

Jørgen Slot skriver: "Jeg synes, de engelske nyhedsmedier skal prøve at tage over til Frankrig og tælle, hvor mange migranter der bor under kummerlige forhold, og bare venter på at kunne komme til Storbritannien, men det sælger nok ikke aviser."

Louise Asmussen skriver: "Det er alt sammen meget godt, men bare ikke godt nok. Det er en masse tal, men siger intet om den forfærdelige måde det officielle Danmark hilser asylsøgere og nye borgere velkommen. Hvor er fornuften i at modtage i et stort antal flygtninge, og derefter behandle dem som undermennesker? Og det faktum at andre lande såsom Schweiz er lige så slemme er ingen undskyldning. Skam over den danske regering og deres støtter i Dansk Folkeparti!"

Om ambassadens flygtninge-fakta efterlader et bedre eller værre indtryk - eller preller fuldstændig af på omverdenen - må tiden vise.