Når hverdagen begynder, begynder den svære del
Tre lokale kvinder vil starte motionshold for kvinder ramt af brystkræft
En morgen i september 2012 vågnede Vivi op med en kræftknude på størrelse med et hønseæg i det ene bryst. Den var kommet natten over. I dag er hun tilbage på benene og på jobbet, men det er til en hverdag, hvor meget ikke er, som det var før. Noget af det, hun savner, er den fysiske træning.
“Når du er under behandling, får du tilbud om genoptræning i kommunalt regi, men når du er færdigbehandlet, er du på egen hånd. Og det er jo dér, det svære begynder. Du skal tilbage ud i hverdagen, og alle forventer, at man er 'frisk igen'. Men det er du bare ikke,” fortæller Vivi.
Utrygheden omkring, hvad hendes krop kan holde til, har holdt Vivi tilbage fra at tage træningen op igen. Men det sociale aspekt fylder også.
“På et almindeligt hold kunne jeg godt forestille mig, at jeg ville blive ked af det og føle mig udstillet, når der var for mange øvelser, jeg ikke kunne lave. Jeg vil gerne ud og være på et hold med ligestillede, hvor vi kan tale åbent om det,” siger Vivi.
Derfor tog hun fat i Helle Hansen, indehaver af letsmove i Humlebæk Centeret.
“Vi er klar. Er der interesse for et hold netop for kvinder, der er blevet behandlet for brystkræft, uanset hvor i forløbet de er, starter vi det hurtigt op. Det er jo det, vi kan som et lokalt center - vi skal ikke spørge nogen om lov først,” siger Helle Hansen.
Hun har allieret sig med Pilatesinstruktør Pia Elsberg, der selv har oplevet brystkræft i den nære familie.
Helle Hansen vurderer, at holdet kan blive en realitet ved cirka 12 tilmeldte.
“Holdet må ikke blive for småt, for energien, man giver hinanden er meget værd,” slutter Helle Hansen.
Vivi bor i Fredensborg Kommune og ønsker ikke sit efternavn offentliggjort på grund af historiens personlige karakter.