Fortsæt til indhold

"Grænsen for politisk plat må være nået"

Venstres Gunnar Sørensen kritiserer tre medlemmer af Udvalget for Familie og Institutioner for manglende rettidig omhu på udvalgsmøde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

En fælles udmelding mandag aften fra Jørgen Brøgger (C), Jesper Yde Knudsen (Ø) og Helle Røge (SF) på vegne af deres respektive partier om, at de vil have det forslag til ny organisering af skolevæsenet i Syddjurs, som var på dagsordenen på det seneste møde i Udvalget for Familie og Institutioner, pillet af plakaten forever ved at gøre det til en sag for det samlede byråd på byrådsmødet 24. februar 2016, har fået Venstres Gunnar Sørensen op i det røde felt.
Læs mere: SKOLEDEBAT: Tre partier går nu hele vejen til byrådet
"Jeg synes, det er det hidtil værste eksempel på politisk plat i denne byrådsperiode, og jeg skal understrege, at det er min egen mening, jeg giver udtryk for, og ikke Venstres," siger Gunnar Sørensen.
- Hvorfor er det politisk plat?
"Fordi de alle tre sidder i Udvalget for Familie og Institutioner, hvor de udgør et flertal. Derfor havde det været naturligt, at de havde reageret allerede på udvalgsmødet forleden, hvor punktet var på dagsordenen, men da vedtog et samlet udvalget jo bare, at give forslaget en timeout."
- Det er vel fair, at de siden har fået lejlighed til at tænke sig om?
"Den køber jeg ikke, for det samlede byråd fik præsenteret forslaget ved temamødet før vores byrådsmøde i januar, så de havde alle tre masser af tid inden mødet i udvalget til at overveje deres holdning og snakke med deres baglande."

Lidt hellige

Gunnar Sørensen er tydeligvis irriteret over, at de tre byrådskolleger nu "står, som dem, der fik pillet forvaltningens forslag til ny organisering af skolerne af bordet".
"Jeg synes, det er tøset først at komme lang tid efter udvalgsmødet og sige, hvad man mener, fordi debatten og reaktionerne fra skolebestyrelser og borgere sikkert har overvældet dem," siger Gunnar Sørensen.
"Nu står de tre, som de sande helte, mens vi andre er de onde, der vil skolerne noget grimt, og det er løgn. Hvis de havde spurgt os, ville de have fået at vide, at vi i Venstre heller ikke kan støtte forslaget."
Gunnar Sørensen var sammen med resten af Venstres byrådsgruppe samlet mandag aften, hvor gruppen definitivt besluttede i enighed, at man i Venstre heller ikke synes, at forslaget til ny organisering af skolevæsenet er et hit.