Første hold dronekandidater starter i næste uge
Det første hold studerende på kandidatuddannelsen i avanceret robotteknologi med speciale i droner starter 1. februar på SDU. Dermed forventes de første dronekandidater at blive udklækket i sommeren 2017.
Og det vækker glæde i droneindustrien.
“Vi er meget begejstrede. Vi glæder os til, at det forhåbentligt også vil skabe noget mere aktivitet i testcenteret, og at det bliver endnu mere attraktivt at drive robot-virksomhed i Odense,” siger Michael Larsen, som er formand for dronevirksomhedernes brancheorganisation UAS Denmark.
Han forudser, at den nye uddannelsesretning kommer til at tiltrække og fastholde robotvirksomhedder i Odense.
“Uddannelse og forskning hænger tæt sammen og er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med at skabe en ny droneindustri i Danmark,” siger han.
Potentiale for nye succeser
Michael Larsen mener, at de unge ingeniørstuderende kan have en stor betydning for branchen.
“Mange af de dronevirksomheder, som findes i dag, er skabt af dygtige studerende, der har fundet på noget nyt og smart. Med det globale marked kan det hurtigt blive til en succes,” siger han.
Hen peger også på, at den vigtigste ressource for højteknologiske virksomheder er kvalificeret arbejdskraft.
Det mener han, at den nye uddannelsesretning vil være med til at sikre.
Første af sin slag
Uddannelsen er den første ingeniøruddannelse i Europa, som fokuserer på droner.
SDU vil samarbejde med dronetestcenteret i HCA Airport. På den måde får de studerende på uddannelsen mulighed for at komme ud at lave forsøg med droner i lufthavnens luftrum.
Der er ingen tvivl om, at der kommer til at være rigtigt mange penge i de flyvende robotter. Ifølge estimater fra EU vil droner udgøre ti procent af luftfartsmarkedet om ti år.
Det svarer til mindst 15 milliarder euro om året.
Gang i forskningen
Der er fuld kul på forskningen i droneteknologi på universitetet.
I efteråret indgik SDU en aftale med Trafik- og Byggestyrelsen, som betyder, at SDU skal levere et system, der kan bruges til at identificere droner, det vil sige en form for nummerplade til droner.
Desuden modtog SDU for nylig ti millioner kroner til et forskningsprojekt, der skal sætte droner i stand til selv at flyve uden om forhindringer som elmaster og lignende, uden at piloten kan se dronen.